DR producerer serie om Grønland og Danmark

Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen bliver værter på en ny tv-serie om grønlandsk-dansk historie i anledning af 300 året for Hans Egedes indtog i Grønland.

I 2021 er det 300 år siden, at den dansk-norske præst Hans Egede gik i land på Håbets Ø i Grønland. Siden da har Grønland og Danmark på godt og på ondt delt en spektakulær og omdiskuteret historie, Sådan skriver DR i en pressemeddelelse om deres nye skud på stammen af tv-serier med historisk indhold.

I en ny dramadokumentarisk serie i fire dele giver DR sit bud på den fælles grønlandsk-danske historie - fra missionen i Grønland i 1721 og frem til nyere tid.

300-året for Grønlands og Danmarks fælles historie falder sammen med en aktuel debat om de to landes relation og fremtidige tilhørsforhold.

Aktuel debat

Relationen mellem Grønland og Danmark har gennem årene været til kraftig debat og spørgsmål om kulturforskelle, undertrykkelse, løsrivelse, økonomisk afhængighed og udenrigspolitiske interesser har gennem årene været diskuteret. Det er en af de væsentlige og gode grunde til at fortælle denne historie.

- 300-året for Hans Egedes ankomst i Grønland er en enestående anledning til at se nærmere på, hvordan de to lande blev en del af hinandens historier, og hvordan forholdet har udviklet sig og påvirket samfund, kulturer og mennesker gennem tiden, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen bliver værter

I den kommende serie skal vi ud på en fascinerende opdagelsesrejse i fodsporene på de vigtige begivenheder og mange af de personligheder, der har haft betydning for og formet den grønlandsk-danske historie. Seerne bliver guidet af skuespillerne og værterne Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen, skriver DR i pressemddelelsen.

De to værter har hvert sit udgangspunkt – et grønlandsk og et dansk – og de vil sammen være med til at brede denne centrale del af vores fælles historie helt hjem i stuerne. Lars og Nukâka skal sammen vække historien til live, så den taler til flere generationer på en gang i både Grønland og Danmark, lyder det fra DR.

Samarbejder om at udbrede historien

DR er gået sammen med en række samarbejdspartnere – herunder Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Nationalmuseet DFI og Arktisk Institut. Målet med den samlede indsats er at øge befolkningernes historiske interesse og viden.

- Med institutionernes forskellige fagligheder og rækkevidde har vi en enestående mulighed for at nå bredt ud med fortællingen - og dermed give et fælles udgangspunkt for at forstå og tale om vores fælles historie, siger Henrik Bo Nielsen.

Serien vises næste år, søndage klokken 20.00 på DR1.

Powered by Labrador CMS