DR dækker arktisk ekspedition

Er Nordpolen dansk - forsker-ekspedition tager tirsdag af sted for at finde svaret. DR dækker løbende begivenheden

Ekspeditionens forventede rute. Foto: DR © DR
Den svenske isbryder Oden vil forsøge at nå Nordpolen . Foto: Thomas Funck © GEUS
Ekspeditionens forventede rute. Foto: DR © DR Den svenske isbryder Oden vil forsøge at nå Nordpolen . Foto: Thomas Funck © GEUS Ekspeditionens forventede rute. Foto: DR © DR Den svenske isbryder Oden vil forsøge at nå Nordpolen . Foto: Thomas Funck © GEUS Ekspeditionens forventede rute. Foto: DR © DR Den svenske isbryder Oden vil forsøge at nå Nordpolen . Foto: Thomas Funck © GEUS

På tirsdag klokken 12 indledes et nyt, afgørende skridt i Danmarks indlemmelse af arktisk territorium.
Efter måneders forberedelser sejler 17 danske forskere fra Svalbard ud i Det Arktiske Ocean omkring Nordpolen for at sikre, at et vældigt område af havbunden tilfalder det danske kongerige.

I århundreder har denne del af kloden haft ringe betydning. Men i dag har havområdet omkring Nordpolen fået ny, global betydning, fordi klimaforandringerne får isen til at svinde i Arktis.

Udsigten til nye sejlruter fra Asien til Europa og til olie og gas og andre rigdomme i Arktis har vakt international interesse for området - også selv om der næppe findes olie i havet ved selve Nordpolen.

Del af grundfjeldet
Om bord på en isbryder vil de danske forskere være indkapslet af isen i Det Arktiske Ocean i mere end seks uger.

Her skal de samle videnskabelige beviser på, at Grønlands grundfjeld rækker så langt ud under Det Arktiske Ocean, at 150.000 kvadratkilometer af havbunden, inklusive selve Nordpolen ifølge FNs regler bør tilhøre det danske kongerige”.

Russiske forskere er i gang med en tilsvarende øvelse, fordi Rusland også ønsker retten til en del af det samme område. I september 2007 satte russiske ubåde et russisk flag på bunden af oceanet netop ved Nordpolen, og siden har ingen været i tvivl om Ruslands interesse.

Vanskelige isforhold
Isen i området betyder, at det langt fra er sikkert, at den danske ekspedition lykkes. Eller som det hedder på ekspeditionens egen hjemmeside:
"Den største udfordring er isforholdene i området nord for Grønland, hvor de vanskeligste isforhold i det Arktiske Ocean forefindes."
På en del strækninger på ekspeditionens rute vil isen formentlig være mere end en meter tyk og på kanten af, hvad den lejede, svenske isbryder Oden, kan klare.

Undersøisk bjergkæde
For at løse det problem, har ekspeditionens leder, geofysiker Christian Marcussen fra GEUS, de geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, besluttet sig for en langsommelig, men sikrere fremgangsmåde.
- Først bryder Oden en rende på en 25 sømils længde, så sejler den tilbage langs renden og gør den bredere, og så indsamles de seismiske data tredje gang renden passeres, forklarer han.

Forskerne skal under de barske forhold indsamle præcise data om havbunden tre-fire kilometer under Det Arktiske Ocean, om tykkelsen af mudderet og sandet på selve havbunden og om formen på den flere kilometer høje, undersøiske bjergkæde Lomonosov, der strækker sig hele vejen fra Grønland til Sibirien. Det er første gang i menneskets historie, at denne bjergkæde kortlægges.

Krav om fredning
Hvis ekspeditionen lykkes, og hvis forskerne får de planlagte data med hjem, vil den danske regering sammen med Grønland i 2014 indsende et krav til FN om retten til havbunden og alt, hvad der måtte ligge under den, i hele det ønskede område.

I mellemtiden vil en mere politisk debat om området måske blusse op. Miljøorganisationen Greenpeace har for nylig lanceret en global kampagne under sloganet 'Save-the-Arctic'. Her argumenterer organisationen blandet andet for en international fredning af hele det område af Det Arktiske Ocean, der stadig ikke tilhører nogen.

Det har dog ikke ændret på Danmarks planer om at sikre sig rettighederne til et væsentligt stykke af havbunden.

DR er med på turen
Den danske ekspedition, der er den tredje af sin art, har fået navnet LOMROG III (Lomonosov Ridge Off Greenland). De 17 danske forskere på kontinentalsokkelprojektet får selskab af en del andre forskere, der blandt andet studerer klimaforandringernes effekt i området.
Hvis alt går vel, returnerer ekspeditionen til Svalbard 14. september - efter seks uger uden landkending.

DR-journalisten Martin Breum, som til daglig er vært på Deadline 22.30, og fotografen Kenneth Sorento er som eneste mediehold med på LOMROG III og rapporterer løbende til DR.

Powered by Labrador CMS