Doris: Jeg fortryder intet

Doris J. Jensen fortryder intet i forbindelse med håndteringen af det benzinkort, som en person uden for husstanden har misbrugt. Beslutningen om at trække sig som naalakkersuisoq blev truffet før et flertal udtalte mistillid til hende.

Doris J. Jensen kom med nye forklaringer i sagen om misbruget af hendes benzinkort på et pressemøde, hvor hun meddelte sin afgang som naalakkersuisoq.
Offentliggjort

Doris J. Jensen oplyser til Sermitsiaq.AG, at beslutningen om at trække sig som naalakkersuisoq for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet blev truffet onsdag formiddag flere timer før, at IA udsendte en pressemeddelelse, hvor det udtalte mistillid til hende.

- Det har simpelt hen været for hårdt. Det blev for meget for både mig, men ikke mindst min familie og partiet. Derfor besluttede jeg tidligt i dag at stoppe som naalakkersuisoq, oplyser Doris J. Jensen til Sermitsiaq.AG efter pressemødet, hvor hun gav en længere forklaring på omstændighederne for misbruget.

Præcisering

Et centralt element i hendes nye og uddybende forklaring er en præcisering, som hun vil sende til revisionsudvalget, som skal behandle sagen og som kaster nyt lys over den spegede sag, hvor en “person uden for husstanden” har brugt benzinkortet til optankning af en båd.

Doris J. Jensen forklarer, at den pågældende person på det tidspunkt, hvor misbruget fandt sted, var en del af husstanden. Hun ønskede imidlertid i sin første redegørelse til offentligheden via et paragraf 37 spørgsmål at fjerne enhver mistanke om, at der var tale om, at det var hendes mand, der stod bag misbruget.

- Jeg havde i 2017 en person boende, som passede mine børn og hus. I sådan et tilfælde betror man også sit benzinkort, hvilket er lovligt, da personen skulle køre mine fem børn til skole og alt muligt andet. Mit benzinforbrug er nok større end andres, fordi jeg har så mange børn, der hver morgen skal køres i skole, forklarede hun. Præciseringen har hun ikke sendt til revisionsudvalget endnu, men vil gøre det om kort tid.

Rådgivet til at holde mund

Hvorfor har du ikke fortalt offentligheden den version? Hvorfor vente til nu?

- Jeg blev rådgivet til at lade revisionsudvalget arbejde i fred. Hvis man udtaler sig løbende, kan det også blive vendt og drejet imod min person, forklarer Doris J. Jensen tydeligt berørt af hendes største fald i sin politiske karriere.

Efter pressemødet kom Kim Kielsen hen til Doris og gav hende en stor omfavnelse og krammer.

Læs hele sagen ogalle artikler om benzinkort-misbruget

Powered by Labrador CMS