Uran-strid

Doris: IA er løbet tør for argumenter

- Uran kan udvindes sikkert, siger Siumuts Doris Jakobsen

Siumuts Doris Jakobsen

Kan uran udvindes forsvarligt?

Ja, mener Siumut. Nej, mener Inuit Ataqatigiit som bekendt.

I en artikel her på hjemmesiden torsdag morgen sagde medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede til Siumuts Doris Jakobsen, at hun ’ikke skal løbe væk fra sine løgne’ i forbindelse med nogle positive uranrelaterede udtalelser.

En kritik, som Doris Jakobsen nu afviser.

- Efter de seneste rapporters konklusioner er IA åbenbart løbet tør for bedre argumenter, skriver Doris Jakobsen, som i en reaktion på dagens kritik har gensendt nogle af sine tidligere forklaringer og argumenter.

Dem bringer redaktionen her:

'Efter de seneste rapporters konklusioner er IA åbenbart løbet tør for bedre argumenter. Både før, under og efter valgkampen diskuterede vi udvinding af radioaktive mineraler, herunder uran. Det er ekstra vigtigt at have styr på fakta i denne debat, der vækker mange følelser hos folk.

Læs "Aqqaluaq: Ikke løb fra dine løgne, Doris"

Se på Australien og Canada
Fakta er, at miner i Australien og Canada godt kan udvinde mineraler med uranindhold, uden at det skader befolkningen eller miljøet nær minen. Fakta er, at uranindholdet i Kuannersuit/Kvanefjeld er meget lavt i sammenligning med andre lignende projekter. Fakta er, at vi alle hver dag modtager stråling, og at man derfor måler strålingens mængde, når man vurderer om et projekt er farligt at opholde sig nær eller i – uanset om det er en mine som Kuannersuit eller en skole som Narsap Atuarfia.

Som Aqqaluaq Egede påpegede i Sermitsiaq fra 13. september, ville Narsap Atuarfia ikke have problemer med radon, hvis man havde brugt de rigtige byggemetoder. På samme måde er det vigtigt, at vi vedtager ordentlige regler for uranudvinding, så det kan gøres sikkert.

Efterlyser en saglig debat
Dermed ikke sagt, at Kuannersuit eller andre projekter med radioaktivt indhold er uskadelige. Men erfaringerne fra Australien og Canada viser, at hvis man tager de rigtige forholdsregler, er selve udvindingen ikke farlig. Inden vi giver tilladelse til udvinding af uran og andre radioaktive stoffer, skal vi derfor selvfølgelig vedtage de rigtige regler, så vi kan være trygge ved både udvinding og eksportkontrol. Det har vi i Siumut hele tiden sagt.

I stedet for at beskylde mig for at lyve, ser jeg frem til at debattere emnet med IA på et sagligt grundlag i Inatsisartut’, skriver Doris Jakobsen.

Naalakkersuisut fremsætter på den igangværende efterårssamling i Inatsisartut et forslag til en principbeslutning om at ophæve den stærkt omdiskuterede nultolerance-politik over for uran som biprodukt ved mineraludvinding. Det sker henholdsvis den 8. og 24. oktober.

Da der er tale om en principbeslutning - og ikke et lovforslag - skal beslutningsforslaget ikke igennem en 3.-behandling.

Powered by Labrador CMS