Doris: Jeg har aldrig villet stoppe koncerten

Under navnet "Duua Iluliarmioq" skriver Doris Jakobsen, Siumut, at hun aldrig villet have stoppet nogen koncert, som genmæle på Sermitsiaq.AG's artikel

Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen. Foto: Mikkel M. Schøler

"Jeg har aldrig villet stoppe nogen koncert".

Under den overskrift skriver Doris Jakobsen - under navnet Duua Iluliarmioq - i kommentarfeltet til artiklen "Doris vil stoppe dansk koncert".

Vi bringer kommentaren i sin fulde længde:

"I sidste uge sendte jeg et åbent brev til blandt andet Magtens Korridorer, der har sagt ja til at spille for Greenpeace i forbindelse med deres forsøg på at stoppe olieudvinding i Arktis – altså også i Grønland.

Det var vigtigt for mig ikke at opfordre musikerne til at stoppe koncerten, men at sikre, at de vidste, hvilken politisk kampagne de blev brugt til, og hvordan den ramte Grønland.

Det gjorde jeg, fordi det er min opfattelse, at et af jobbene som folketingsmedlem i Danmark er at sikre så megen oplysning om det moderne Grønland og de forhold, vi lever under og kæmper med overfor danskerne. Alle jeg kender, er nemlig enige om, at den aktuelle viden i Danmark om det moderne Grønland er meget mangelfuld.

Derfor ville jeg arbejde for, at historien med vores sælskind ikke gentager sig med vores olie – nemlig at støtte fra filmskuespillere som Brigit Bardot eller popikoner som Poul Macartny til Greenpeacekampagner medfører at netop vores borgers indtjening og fremtid bliver ramt helt urimeligt.

Og så ville jeg pege på, at vores politikere naturligvis tager deres ansvar i forbindelse med olieefterforskningen alvorligt, mens Greenpeace faktisk er en organisation der benytter sig af ulovlige aktioner i deres kampagne for at optræde som bestyrer af det område i verden, vi andre lever i.

Det er så – på grund af journalisternes behov for dramatiske overskrifter fejlagtigt blevet udlagt, som om jeg vil angribe musikernes ret til ytringsfrihed og stoppe en koncert.

Derefter er der en række mennesker, der på den baggrund har udtalt sig negativt om initiativet. Det er trist, for jeg går da ud fra, at vi alle har lært af Greenpeace’ sælkampagner? Skal vores olie blive den nye sælskindshistorie? Takket være Greenpeace og deres støtter til indsamling af penge til en kampagne mod vores fremtidsmuligheder?

I mit brev bad jeg musikerne overveje lige netop det, inden de gik på scenen. Det, synes jeg, stadig væk de bør. Men hvor de vil spille og for hvem er naturligvis deres helt egen sag. De skal bare vide fra andre end Greenpeace kampagnekontor, hvad der sker i Grønland omkring vores olieefterforskning, inden de sætter den strøm til guitaren, som kommer fra de danske oliefelter i Nordsøen, som Greenpeace ikke aktionerer imod", skriver Doris Jakobsen.

Læs Doris Jakobsens brev til blandt andet Magtens Korridorer her.

Powered by Labrador CMS