Donald Trump: Udskyd præsidentvalget

Den amerikanske præsident Donald Trump giver på Twitter udtryk for, at præsidentvalget bør udskydes. Det sker på dagen, hvor det er kommet frem, at den amerikanske økonomi har fået det værste tilbageslag som er set i 70 år.

Donald Trump mener, at præsidentvalget bør udskydes, fordi der kan svindles med brevstemmer.

Brevstemmer vil føre til, at præsidentvalget 2020 bliver det mest bedrageriske valg i historien, mener Trump.

USA's præsident, Donald Trump, rejser muligheden for at udskyde præsidentvalget, indtil det kan ske på sikker vis.

I en besked på Twitter henviser han til den påståede risiko for svindel med brevstemmer.

- Udskyd valget til folk kan stemme ordentligt, pålideligt og sikkert???, skriver han.

Præsidenten gentager i sit opslag en påstand, han mange gange har fremført om, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.

- 2020 vil blive det mest upræcise og bedrageriske valg i historien. Det vil være en stor skændsel for USA, skriver Trump.

Coronapandemien har medført diskussioner om, hvorvidt det vil være sikkert for vælgerne at begive sig til stemmeurnerne. Derfor drøfter mange stater muligheden for i højere grad at brevstemme.

Økonomien lider

Twitter-opslaget kommer efter, at det er en kendsgerning, at den amerikanske økonomi led et stort tilbageslag i andet kvartal, hvor landet var ramt af coronaudbrud og en delvis nedlukning af samfundet

Fra første til andet kvartal skrumpede USA's økonomi med 9,5 procent målt på bnp, der er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.

Det skriver Washington Post.

Det er det største fald i de lidt mere end 70 år, der er ført statistik over udviklingen.

Powered by Labrador CMS