Gå til hovedindhold

Donald Trumps aflysning af besøg i Danmark går verden rundt

Den amerikanske præsident vil ikke til Danmark, fordi statsministeren ikke vil diskutere salg af Grønland.

Historien om Donald Trumps aflysning af sit statsbesøg i Danmark trækker overskrifter i medier verden over. 

Den amerikanske præsident skrev natten til onsdag på Twitter, at han alligevel ikke kommer til Danmark 2.-3. september, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist et salg af Grønland, som Trump har luftet tanker om. 

På de store amerikanske medier Wall Street Journal og New York Post er historien på forsiden, mens den er den mest læste hos Washington Post.

Washington Post kan selv fortælle, at Trump-lejren angiveligt har diskuteret at betale "et stort engangsbeløb" for at købe Grønland samt overtage Danmarks årlige bloktilskud på lidt over fire milliarder kroner. 

Historien er også hos CNN, hvor den demokratiske senator og præsidentkandidat og Cory Booker fra staten New Jersey, der også er medlem af Senatets udenrigsudvalg, kritiserer Trump. 

- Det er fuldstændig absurd. Sådan behandler man ikke en allieret, siger Booker natten til onsdag i et tv-interview med CNN. 

- Det får ikke vores nation til at tage sig godt ud internationalt, tilføjer han.

I Norge er historien i toppen hos VG, mens den også trækker overskrifter i Sverige, hvor blandt andet Expressen har den på forsiden. 

Historien er også fremme hos BBC og The Guardian i Storbritannien. 

Historie er på forsiden af de tyske medier Die Zeit og Bild og de franske aviser Le Monde og Le Figaro, mens historien topper hos ABC News i Australien. 

På de sociale medier er "Denmark" blandt de mest diskuterede emner de seneste timer. Aflysningen har affødt et hav af kommentarer og spydige bemærkninger.

Den demokratiske senator Chris Murphy fra staten Connecticut skriver på Twitter, at historien om aflysningen "ord for ord var en episode af tv-serien Simpsons i 1995". 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER