Efter dom: Tillie kræver hårdere foranstaltninger for sexkrænkere

Samarbejdspartiet mener det haster med længere foranstaltninger og en mere konsekvent indsats for at forhindre, at krænkeren gentaget sin forbrydelse.

I denne uge kunne Sermitsiaq.AG fortælle, at en på tidspunktet for forbrydelsen 21-årig mand blev idømt en behandlingsdom efter han fire gange havde haft samleje med en dengang 12-årig pige.

Det får nu Samarbejdspartiets medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen til at kræve at lovgivningen skal ændres i ekspresfart.

- Vi syntes, at der så hurtigst muligt skal få gennemført i en skærpet lovgivning. Den skal både indeholde skarpere sanktioner, men ikke mindst også sikre rehabiliterende indsatser, samt en opfølgning efter foranstaltningen er afsluttet, siger hun til Sermitsiaq.AG.

- Jeg mener, lovforslaget bør behandles på næste samling.

- Kan føre til at man undlader at anmelde

I den konkrete sag lægger landsretten i sin afgørelse vægt på, at pigen ifølge vidneudsagn så ældre ud end 12 år. Landsretten fandt det dog 'godtgjort, at tiltalte burde have vidst, at forurettede var under 15 år gammel, selv om hun så ældre ud, og at han havde overtrådt kriminallovens § 79 (om seksuelt samkvem med personer under 15 år, red) ved at have handlet uagtsomt. Landsretten idømte ham derfor et års tilsyn af kriminalforsorgen under betingelse af, at han skal undergive sig psykologbehandling.

Tillie Martinussen (Sam) vil ikke i detaljer kommentere den konkrete sag, som hun kun kender af omtale. Men hun mener, at den føjer sig til et generelt billede, der krænker ofrenes retsfølelse. Hun mener, at man tager for meget hensyn til gerningsmanden og for lidt til ofret ved at følge gerningsmandsprincippet.

- Vi bør ændre lovgivningen, så den i højere grad afspejler, i hvor lang tid sådanne overgreb påvirke dem, der bliver udsat for dem. Mange bliver ødelagt for livet, og de høje selvmordstal vidner om, at hvor alvorlige konsekvenser disse forbrydelser har.

Moderen til den 12-årige pige, Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy har fortalt, at hendes datter har adskillige selvmordsforsøg bag sig og at hun fortsat frygter for datterens liv.

- Jeg frygter, at de milde domme her til lands er medvirkende til at ofre for seksuelle overgreb undlader at anmelde, fordi de føler, at der alligevel ikke kommer noget ud af det, siger Tillie Martinussen.

Tilsyn efter foranstaltning

De hårdere foranstaltninger bør dog ifølge Tillie Martinussen ikke stå alene.

- Vi skal sikre, at krænkerne får en behandling som led i deres dom. Men vi skal i høj grad også sikre, at vi ændrer lovgivningen, så det bliver muligt at føre et opfølgende tilsyn med krænkerne.

Som et yderlige punkt mener hun, at der på tide med et opgør med princippet om, at dømte afsoner i nærområdet.

- Det kan ikke være rigtigt, at unge, der har været udsat for et seksuelt overgreb, dagligt skal møde gerningsmanden på gaden.

Selvom Tillie Martinussen mener det er vigtigt med en behandling til krænkerne for at forhindre, at de gentager deres forbrydelse, så fastslår hun, at en psykologisk eller psykoterapeutiske hjælp til ofrene må have første prioritet.

I går underskrev naalakkersuisoq for justits og sociale anliggender, Martha Abelsen (S) en aftale med socialminister Astrid Krag (Soc) om en fælles arbejdsgruppe, der skal udarbejde en plan for en ekstraordinær indsats mod overgreb. Arbejdsgruppen skal blandt andet fremlægge forslag til en bedre behandling for ofrene, bedre psykologbehandling af krænkerne samt en forslag til forbedringer på justitsområdet.

Powered by Labrador CMS