Domstol stadfæster EU-forbud mod handel med sæl

EU-Domstolen siger god for, at EU bruger et importforbud til at beskytte både det indre marked og sælbestanden

EU-Domstolen siger god for EU's forbud mod kommerciel handel med sælkød og sælskind. Foto: Leiff Josefsen

EU-Domstolen siger god for EU's forbud mod kommerciel handel med sælkød og sælskind.

En større gruppe sagsøgere bestående af blandt andre fangere, forarbejdningsvirksomheder og handlende fra Canada, Grønland og en række andre lande havde bedt domstolen underkende forbuddet, som EU har indført for at begrænse jagten på sæler.

Men domstolen vurderer, at det er helt på sin plads, at EU har valgt at indføre et generelt forbud for at beskytte det indre marked og sikre ens regler i hele EU.

Flere EU-lande har under pres fra dyreværnsorganisationer ellers været ved at indføre deres egne, nationale forbud mod handel med sælprodukter.

- Retten bekræfter, at målet med lovgivningen, som er at forbedre betingelserne for det indre markeds funktion - og med tanke på beskyttelsen af dyrevelfærd - ikke kan opnås på tilfredsstillende vis gennem handlinger i de enkelte medlemsstater og derfor kræver handling på EU-niveau, hedder det i dommen.

Sagen har især betydning for Canada, hvor den årlige sælfangst blev indledt tidligere på måneden ud for New Foundland.

Ifølge nyhedsbureauet The Canadian Press er der allerede landet 76.000 sæler i år.

Men fangsten ventes - ikke mindst på grund af EU's og Ruslands importforbud - at være markant mindre end for små 10 år siden, hvor der hvert år blev fanget omkring 300.000 sæler.

EU's regler tillader import af sælprodukter til personligt brug - og også i tilfælde, hvor det er godtgjort, at sælerne er fanget som led i jagt, der er udført med traditionelle metoder og bidrager til oprindelige folks overlevelse.

De undtagelser ændrer dommen ikke på.

Powered by Labrador CMS