Dommere får mørkeblå kappe

For at signere neutralitet og værdighed skal de grønlandske dommere fra årsskiftet iføre sig en mørkeblå kappe, når de behandler kriminalsager og civile sager, hvor der skal afsiges dom.

I 2012 tog dommerne ved de danske domstole specialdesignede kapper i brug. Siden har dommerne i Grønland fulgt de danske erfaringer og har nu i enighed besluttet at indføre kapperne, så man fremover fremtræder neutralt, værdigt og ensartet.

Forskel

Den eneste forskel på de grønlandske kapper i forhold til de danske er, at revers og ærmekant skal være mørkegrønne. Det sker for at markere forskellen på de to landes domstole. Foret i kapperne er i øvrigt påtrykt paragraftegn.

Det er kun retsformanden, dommeren, der i fremtiden vil være klædt i kappe. Domsmænd, anklager og forsvarer vil fortsat optræde i deres almindelige tøj, oplyser Retten i Grønland.

Undtagelserne

- Dommerne og sagsbehandlerne i skiftesager, fogedsager og foreløbige retsmøder vil ikke bære kapper. Kapperne er reserveret til de særligt alvorlige retsmøder - hovedforhandlingerne - hvor borgeren kan forvente at få en afgørelse på sin sag. Det kan både være i en kriminalsag, hvor borgeren bliver idømt en foranstaltning, en civil sag om betaling af et pengekrav eller en familieretlig sag, hvor dommeren afgør en tvist om forældreansvar og samvær, oplyses det i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS