Gå til hovedindhold

Dom: Fire mænd slap for 30 års fængsel efter grønlænders død

Landsret vil kun dømme for grov vold i en sag fra Skagen, hvor en 20-årig mand, der stammede fra Grønland,blev tæsket og stukket ihjel.

Fire mænds fremtid ser nu markant anderledes ud, fordi de for knap et år siden valgte at anke deres domme for drab i Skagen til landsretten.

I byretten fik tre af dem 12 års fængsel, mens den fjerde blev idømt forvaring.

Onsdag har Vestre Landsret så barberet straffen kraftigt ned. En af de tidligere dømte er blevet helt frifundet, mens de tre andre er dømt for grov vold eller medvirken hertil.

De tre dømte skal i fængsel i henholdsvis et år og tre måneder, et år og seks måneder og to år.

Dermed er den samlede dom 30 fængselsår og en forvaring kortere end i byretten.

Døde i sin lejlighed

I januar 2017 blev en 20-årig mand på brutal vis tæsket og stukket til døde i sin lejlighed i Skagen.

Efterfølgende blev fire mænd anholdt, og i januar i år blev de alle dømt for drab ved Retten i Hjørring. Men Vestre Landsret har altså valgt ikke at dømme de fire mænd for drab.

Den opsigtsvækkende afgørelse skyldes, at der er stor usikkerhed om hændelsesforløbet den 16. januar 2017.

Sagen er nemlig den, at overfaldet fandt sted over to gange. Vestre Landsret finder det bevist, at tre af de tiltalte deltog i den første voldshandling, der fandt sted klokken cirka 19.30.

Omvendt er det uklart, hvem af de fire der cirka ti minutter senere indfandt sig i den 20-åriges bolig og fortsatte angrebet.

Motivet

Under sagen har anklagemyndigheden hævdet, at motivet til volden var, at offeret havde givet ketamin til en af de tiltalte, den dengang 19-årige Jonas Normann.

Ketamin bruges blandt andet til bedøvelse af dyr.

Da den unge mand indtog stoffet, blev han øjeblikkeligt lammet i benene. Det udløste ifølge anklagen den voldsomme straffeaktion.

Under sagen har Jonas Normann dog selv afvist, at han ønskede at straffe den dræbte. Som den eneste er han da også endt med at få vekslet 12 års fængsel til en total frifindelse.

Erstatningskrav

Han vil nu kræve erstatning for de mange måneder, han har tilbragt som varetægtsfængslet.

I byretten blev den 43-årige John Diget Jensen anset for så farlig, at han blev idømt forvaring. Han slipper nu med to års fængsel.

30-årige Mark Dorf Gregersen skal afsone et år og seks måneder bag tremmer, mens det for 29-årige Mikkel Kruse Fuglsang drejer sig om et år og tre måneder.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER