Retssag

Dom: Kvinde betalte lejemorder med bitcoin

Retten i Lyngby har fredag kendt en 58-årig italiensk kvinde fra Hellerup skyldig i at bestille et lejemord på sin sicilianske kæreste via det mørke internet og betale med den digitale valuta bitcoin.

Tilbage i marts indløb der en ordre på en lejemorderhjemmeside på det såkaldte mørke internet. Ordren gik på, at den sicilianske politimand Sergio skulle dræbes ved brug af pistol med lyddæmper og med skud i hovedet.

Ordren var ledsaget af billeder af Sergio og en detaljeret beskrivelse af omgivelserne ved hans hjem samt et tip om, hvor man kunne ligge på lur.

Retten har i sin afgørelse om skyldsspørgsmålet netop lagt vægt på, at der er afgivet en ordre, og at der er blevet betalt et beløb i bitcoins svarende til 29.300 kroner.

Via international efterretningsvirksomhed endte oplysningerne om drabsordren hos italiensk politi. De afhørte Sergio, og på grund af billederne endte sporet i Danmark.

Her boede hans kæreste, og billederne var taget sammen med hende.

Dansk Politi blev underrettet, kvinden blev anholdt og varetægtsfængslet.

Hun har fra begyndelsen af nægtet sig skyldig. Under sagen har hun fortalt om en mystisk person kaldet "Luc", som hun har haft et venskabeligt forhold til. Hun mener, at det må være ham, der har afgivet drabsordren.

- Vi finder forklaringen om Luc utroværdig, lyder det fra retsformand Ulrik Finn Jørgensen.

Senere fredag vil retten udmåle en straf til kvinden. Men først skal anklager Kenn Jørgensen og forsvarer Mie Sønder Koch argumentere for, hvor hård - eller mild - straffen bør være.

Ud over en fængselsstraf vil anklagemyndigheden forlange, at kvinden skal udvises af Danmark og udstyres med et indrejseforbud for bestandig.

Kvinden har opholdt sig i Danmark i mere end 28 år. Hun har to voksne børn på 20 og 23 år.

Powered by Labrador CMS