Dom i Mikael Petersen-sag afsiges torsdag

En højprofileret retssag er ved vejs ende efter to lange retsdage og et utal af vidneforklaringer. Nu mangler der bare et endeligt punktum med en dom i sagen, hvor Mikael Petersen er anklaget for sexchikane.

Der er ikke mange restsager, der har lige så mange prominente vidner som den, hvor tidligere partisekretær i Siumut Mikael Petersen står tiltalt for fire forhold af blufærdighedskrænkelse.

To lange retsdage og mere end 10 vidner heriblandt flere tidligere naalakkausisut, et folketingsmedlem og formanden for Inatsisartut, er det blevet til undervejs.

På trods af de mange vidner, der er blevet hørt, så medgav både anklager og forsvarer i deres afsluttende bemærkning, at denne sags afgørelse skal findes i forklaringerne fra de forurettede og den anklagede.

Der er ingen tekniske beviser og alt står og falder med, hvem man tror, der taler sandt.

- Alle forklaringer kan af gode grunde ikke være sandheden, sagde forsvarer Jens Meinert Dehn Paulsen blandt andet som afrunding på de mange vidneforklaringer.

Parterne enige om at omgangstonen er bramfri

Han mener, der er urigtige oplysninger i de forurettedes vidneudsagn, og at der ligger et politisk motiveret motiv om at vælte Kim Kielsen bag anklagerne mod Mikael Petersen.

Han argumenterer, at de episoder, der beskrives, er udtryk for en accepteret omgangstone på partikontoret, som alle samtykkede. Han stiller spørgsmålstegn ved timingen for anmeldelsen og ved, at kvinderne ikke har sagt fra før nu.

Anklageren derimod mener, at de fire kvinder, der står bag anklagerne har afgivet troværdige vidneudsagn, der understøtter hinanden og som bakkes op af et vidne, der har set én af episoderne. Han argumenterer, at motiverne er ligegyldige.

- Man kan motivfortolke herfra og til dommedag. Hvorfor man anmelder folk er ligegyldigt. Det der er vigtigt er, om tiltalte har gjort det, han er beskyldt for, sagde chefanklager Morten Nielsen i sin afsluttende bemærkning.

Dommen afsiges torsdag klokken 16.00

Han mener, at omgangstonen på partikontoret er slået fast som bramfri og under bæltestedet, og at netop det understøtter, at klap i bagdelen og andre berøringer uden tvivl har seksuelle undertoner, hvilket er en grundlæggende præmis for, at man kan dømme for blufærdighedskrænkelse, ved den type berøringer.

Da de sidste bemærkninger var faldet omkring klokken 16, mente kredsdommer Pia Hjort Andersen, at det var passende at afsige dom torsdag klokken 16, så domsmænd og dommer har tid til at drøfte sagen, før den afgøres.

Anklageren har krævet 60 dages ubetinget anbringelse i anstalt for de fire forhold af blufærdighedskrænkelse, som Mikael Petersen står anklaget for.

Forsvarere Jens Meinert Dehn Paulsen, argumenterede for, at foranstaltningen ikke kan blive andet end en bøde, fordi de handlinger, som Mikael Petersen måtte blive dømt for, ifølge ham er i den absolut milde ende.

Powered by Labrador CMS