Dokumentarfilm om Koks i Ilimanaq vinder pris

En dokumentar om åbningen af Michelin-restauranten Koks i Ilimanaq har vundet en pris på en canadisk madfilms-festival.

Den danske dokumentarfilm "The Most Remote Restaurant in the World" instrueret af Ole Juncker, som følger Michelin-restauranten Koks' eventyr i Ilimanaq, har vundet prisen for bedste dokumentarfilm på filmfestivalen Devour i Canada.

Devour beskrives som verdens største madfilms festival, og den finder sted i byen Wolfville nær Halifax i det østlige Canada.

I sin begrundelse for at tildele prisen til "The Most Remote Restaurant in the World", skriver festivalens jury:

- "The Most Remote Restaurant in the World" er en perfekt kombination af drama fra det virkelige liv, fantastiske billeder og kulinarisk ekspertise; denne dokumentarfilm er en medrivende skildring af en koks kapløb mod tiden om at åbne en udsøgt restaurant i en fjern bebyggelse i tide før dens åbning.

Lige nu kan dokumentarfilmen ses på DR.dk, og den følger altså flytningen af den to-stjernede Michelin-restaurant KOKS fra Færøerne til Grønland i 2022.

Powered by Labrador CMS