Dødsfald: Skuespilleren Orto Ignatiussen er gået bort
Orto Ignatiussen er fundet død i sit hjem i Tasiilaq den 4. marts 2019. Han blev 60 år.
Orto Ignatiussen var instruktør, skuespiller og malermester. Hans tidligere partner og ven, psykolog Karen Littauer skriver i sin meddelelse, at han var en elsket sjæl.
Orto Ignatiussen medvirkede som hovedpersonen i en kortfilm, der blev kaldt Aningaaq i forbindelse med filmen Gravity fra 2013. I Gravity hører vi alene hans stemme, men den scene Orto Ignatiussen medvirkede i blev lavet til en kortfilm med titlen Aningaaq, hvor vi ser hans del af en radiosamtale. Gravity vandt syv Oscars i 2014.
- Orto var en elsket sjæl, men hans egen barndom var meget traumatiseret og det forfulgte ham gennem livet, som han levede hårdt. Til sidst kunne hans krop ikke mere og han udåndede hjemme i sin egen seng, skriver Karen Littauer i sin meddelelse.
Tabu-bryder
Orto Ignatiussen har sammen med Karen Littauer rejst rundt i Grønland for at opføre teaterstykker med børn. I den forbindelse var han med til at bryde tabuer om omsorgssvigt af børn.
Han har modtaget flere priser for sit børneteaterarbejde, og har modtaget en større anerkendelse i form ad Danmarks Børnesagspris i 2006.
- Orto var et varmt og kærligt menneske og gav sig god tid til at høre på alle, skriver Karen Littauer.
Orto Ignatiussen efterlader sig to voksne børn.