dom

Dobbeltmorder får nej til at vende hjem

Efter 33 år bag tremmer vil Naum Conevski, der skød og dræbte to unge på Amager, løslades. Retten siger nej.

Det er godt 33 år siden, at Naum Conevski dræbte to unge mænd og efterfølgende blev idømt livsvarigt fængsel. Han vil gerne prøveløslades og rejse hjem til Makedonien.

Kærede

Københavns Byret afviste 9. maj hans ønske. Han kærede afgørelsen til Østre Landsret, som mandag stadfæstede byrettens afgørelse. Conevski skal forblive fængslet i Danmark.

Her kan du blive klogere på sagens forløb.

  • Naum Conevski bliver oprindelig dømt for voldtægt af en 42-årig kvinde, som han havde kørt hjem som taxichauffør.
  • Men efter en aviskampagne bliver sagen genoptaget. I februar 1984 bliver han frifundet for voldtægten efter at have afsonet 471 dage af dommen.
  • Kort tid derefter - 20. maj - begår han dobbeltdrabet på Femøren, hvor en 16-årig og 20-årig bliver skudt. Det lykkes en 16-årig at flygte.
  • Politiet kommer på sporet af Conevski, da hans fingeraftryk bliver fundet på en kniv, der var blevet brugt til at punktere en af de unge mænds cykler.
  • 23. juli 1984 bliver han anholdt i Københavns Lufthavn, da han kommer hjem fra ferie.
  • Mordvåbnet, som blev brugt ved dobbeltdrabet, bliver senere fundet i en garage tilhørende Conevski. Pistolen var stjålet under et indbrud hos en tandlæge i Vedbæk.
  • 26. juni 1985 bliver han idømt livsvarigt fængsel for dobbeltdrab, drabsforsøg, to røverier og voldtægt mod kvinder i 1979 og 1981, som han havde kørt hjem i sin taxi.
  • Under afsoningen udvikler den tidligere taxichauffør en sindssygdom, og i 1988 bestemmer myndighederne, at han på grund af sin farlighed skal flyttes til sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.
  • Efterfølgende bliver farlighedsdekretet ophævet, og han bliver flyttet til Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, hvor han stadig befinder sig.
  • Flere gange har myndighederne undersøgt, om det er forsvarligt at overføre Conevski til Makedonien, og embedsmænd har i den forbindelse besøgt Makedonien.
  • I maj 2017 afviser Københavns Byret, at Conevski kan prøveløslades og rejse hjem til familien i Makedonien. Denne afgørelse er nu stadfæstet af Østre Landsret.

Kilder: Ekstra Bladet og Ritzau

Powered by Labrador CMS