DMI flytter til Nuuk

Vejrtjenesten DMI kan nu døgnbemandes året rundt, når DMI’s grønlandske kontor flytter ind i Arktisk Kommandos lokaler.

Fra i dag mandag vil DMI’s vejrtjeneste i Grønland få samme adresse som Arktisk Kommando i Nuuk.

Der vil vejrtjenesten få mulighed for at blive døgnbemandet og komme helt tæt på samarbejdspartnere, som har brug for viden om vejret. Mens DMI’s kontorer var i Kangerlussuaq var det kun muligt at døgnbemande vejrtjenesten i sommermåneder, oplyser DMI i en pressemeddelelse.

- Førhen var vejrtjenesten kun døgnbemandet om sommeren, mens det i Nuuk kan optimeres til at gælde hele året. På den måde bliver der større adgang til den meteorologiske ekspertise, siger Søren Olufsen, souschef for DMI’s vejrtjeneste.

Hovedårsagen til flytningen er, at meteorologerne i Nuuk vil befinde sig tættere fysisk på flere af deres nærmeste brugere – det er blandt andet Naviair, Politiet, Air Greenland, Royal Arctic Line, beredskabet og øvrige grønlandske myndigheder.

Arktisk Kommando glæder sig

Flytningen giver mulighed for bedre koordinering og vidensdeling, som især er til gavn i forbindelse med farligt vejr, krise- og redningssituationer, miljøovervågning og suverænitetshåndhævelse, og netop Arktisk Kommando er en vigtig samarbejdspartner.

- Arktisk Kommando ser frem til et endnu tættere samarbejde med DMI, når vi kommer til at dele kontorlokaler. Vi bruger blandt andet DMI’s ekspertise inden for iskort til vores skibe og vejrudsigter særligt i forbindelse med redningsaktioner [SAR] og i Nordøstgrønland for Slædepatruljen Sirius, siger Kim Jesper Jørgensen, generalmajor og chef for Arktisk Kommando.

- Det er noget helt andet at spørge et menneske og at få en visuel briefing, end det er at skulle udveksle al information digitalt eller over telefonen, lyder det fra Søren Olufsen, souschef for DMI’s vejrtjeneste.

Håb om grønlandske meteorologer

DMI’s vejrtjeneste håber, at en flytning til hovedstaden og en døgnbemandet vejrtjeneste året rundt vil medvirke større interesse for det meteorologiske fag for de unge i Grønland.

- På sigt kan der derfor potentielt uddannes og ansættes grønlandske meteorologer, lyder det i pressemeddelelsen.

Flytningen er en styrkelse af vejrtjenesten i landet, hvilket vurderes for at være nødvendig set i lyset af klimaforandringer, der potentielt kan give kritiske situationer, lyder det.

Powered by Labrador CMS