Gå til hovedindhold

DK: Yderligere 22.396 coronatilfælde

Der er registreret det højeste antal coronatilfælde i fem dage, viser tal fra Statens Serum Institut

Der er det seneste døgn registreret yderligere 22.396 coronatilfælde i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal siden 5. januar, hvor smittetallet blev opgjort til 25.995.

Af de 22.396 coronatilfælde er 1459 reinfektioner - altså folk, der tidligere har været smittet med covid-19.

Der er 181 nye indlæggelser af smittede, men da der også er udskrivelser, falder det samlede antal indlagte med covid-19.

Tirsdag morgen var der 754 indlagte med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 23 færre end et døgn tidligere.

Det relativt høje smittetal - kombineret med antallet af indlagte med coronavirus - er et tegn på, at der ikke bør åbnes yderligere op for samfundet, og at der ikke lempes på de nuværende restriktioner.

Det mener Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.

- Det er for tidligt at åbne op for samfundet igen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ventede til, at der i flere dage havde været faldende smittetal og færre indlagte, før samfundet blev genåbnet, siger hun.

De høje smittetal betyder også, at mange blandt sundhedspersonalet på hospitalerne er smittet, hvilket også bør huskes, når man ser på det høje antal indlagte, mener Åse Bengård Andersen.

- Når personer i sundhedsvæsnet bliver smittet, gør det meget almindelig drift vanskelig, da der ikke er så mange muligheder for hjemmearbejde på et hospital.

- Derfor har vi været presset på personale, og samtidig har vi haft mange indlagte, som kræver mere behandling end andre patienter. Det er både på min afdeling og på andre afdelinger i Region Hovedstaden, at man er ramt, siger hun.

Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af corona. Nogle er indlagt med andre diagnoser, og så har de tilfældigvis også covid-19.

SSI har anslået, at omkring hver fjerde coronasmittede patient i december var indlagt af andre årsager.

Tirsdag oplyser SSI, at der på de psykiatriske afdelinger er indlagt 136 smittede, der indgår i det samlede antal indlagte. Det svarer til knap hver femte af de indlagte med covid-19.

Blandt de indlagte har 73 tirsdag brug for intensiv behandling, hvoraf 46 har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret. Det er i begge tilfælde én færre end et døgn tidligere.

Yderligere 14 smittede er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal under epidemien blandt smittede op på 3408 i Danmark.

Det seneste døgn er der givet omkring 45.000 vaccinestik, hvoraf cirka otte ud af ti er revaccinationer.

Det betyder, at 3.176.2122 danskere nu er revaccineret. Det svarer til 54,1 procent af befolkningen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER