DK: Antal coronaindlagte tredoblet i december

Der er fundet yderligere 1834 coronatilfælde det seneste døgn. Andelen af smittede blandt de testede stiger.

Der er det seneste døgn registreret 1834 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.

Det er sket på baggrund af 52.699 prøver. Antallet af prøver ligger væsentligt under niveauet op til jul.

Den samlede andel af positive prøver er 3,48, hvilket er en noget højere positivprocent end de seneste dage.

Derudover er der registreret 729 coronatilfælde blandt 20.785 lyntest foretaget af fire private udbydere på statens regning.

De tæller ikke med i opgørelsen fra seruminstituttet.

Over 700 indlagte

Antallet af indlagte stiger med 50 til til 776. Det er det hidtil højeste niveau under pandemien og tre gange så mange som 1. december.

Da var der 254 coronaindlagte landet over.

Flere end halvdelen af alle de indlagte - 423 - befinder sig på hospitaler i hovedstadsområdet.

Det fremgår af Region Hovedstadens hjemmeside.

3.9 millioner test

Der er også registreret yderligere 19 coronarelaterede dødsfald. I alt er 1153 personer med påvist covid-19 afgået ved døden.

Med lørdagens tal når det samlede antal coronatilfælde indtil nu op på 151.167 personer.

Af dem har 108.659 personer overstået infektionen. Det tal skal dog tages med et gran salt, da det baserer sig på en algoritme.

Samlet set er 3.895.326 personer - altså knap 3,9 millioner - blevet testet for coronavirus.

Powered by Labrador CMS