Disko Line har ikke myndighed til at godkende rejsende

Disko Line har ikke myndighed til at godkende rejsende før næste uge, derfor nytter det ikke noget at klage til rederiet, meddeles det

Rederiet Disko Line har ikke muligheder for at sejle eller flyve før næste uge.

Men mange passagerer klager til rederiet, skriver Disko Line i en pressemeddelelse.

- Vi har fra Disko Line den seneste periode oplevet, at mange af de henvendelser og klager vi får ind, er fra kunder, der ellers har et ønske om at rejse til og med den 8. april. I perioden 20. marts til 8. april er fly- og skibstrafik indstillet internt i Grønland samt til og fra Grønland, grundet udbredelsen af coronavirus, siger direktør i Disko Line Noëlle Simoud i pressemeddelelsen.

Nytter ikke at kontakte rederiet

Derfor gør rederiet opmærksom på, at Disko Line ikke har myndighed til at godkende rejsende.

Vil man i perioden til og med 8. april gerne rejse, så kan du læse og ansøge gennem sullissivik.gl.

- Det nytter derfor ikke noget at kontakte Disko Line, hvis man ønsker at rejse i perioden til og med 8. april - hvis du er blevet godkendt efter ansøgning til myndighederne, vil du blive kontaktet. Det nytter heller ikke at kontakte Disko Line for at spørge, om du er blevet godkendt. Er du godkendt, så bliver du automatisk kontaktet, oplyser Noëlle Simoud.

Godkendt af myndighederne

Disko Line har den 20. marts sidst befordret passagerer på normal vis, og der har desværre af vejrmæssige grunde været nogle passagerer, der ikke har kunnet komme frem til deres destinationer den 20. marts.

- Disse passagerer har vi nu fået godkendelse fra myndighederne om at få frem til deres destinationer. De første passagerer kom frem mandag.

Powered by Labrador CMS