Direktørskifte i Asiaq: Ansætter tidligere departementschef

Tidligere departementschef i departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø skal fremover lede arbejdet med blandt andet med klima, vejr, geodata og kortlægning af landet i Asiaq.

Mette SKarregaard Pedersen har de seneste syv år været departementschef i Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø.

Asiaq skal have ny direktør, det oplyser naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, som også er den nye direktørs tidligere chef.

44-årige Mette Skarregaard Pedersen har nemlig de seneste syv år, arbejdet som departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, hvor hun blandt andet var formand for Beredskabskommissionen under og efter naturkatastrofen i Karrat Fjorden tilbage i 2017.

- Jeg har været utrolig glad for min tid i departementet og var meget gerne blevet, men min åremålsansættelse udløb, og Naalakkersuisut besluttede at ansætte en ny departementschef, fortæller Mette Skarregaard til Sermitsiaq.AG.

I september oplyste naalakkersusiut at Natuk Lund Olsen var ansat som ny departementschef, som Mette Skarregaards efterfølger.

Fokus på god ledelse

Mette Skarregaard ser frem til at komme igang med det nye job.

- Det bliver spændende at prøve kræfter med noget nyt, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Asiaq, og har stor respekt for de vigtige opgaver, som jeg ved Asiaq varetager.

Den nye direktør er uddannet som cand. scient i geografi og tiltræder 1. december. Hun fortæller, at de vigtigste opgaver kommer til at bestå i at sikre, at Asiaq leverer resultater, er en kompetent og eftertragtet samarbejdspartner og at der er et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

- Jeg brænder for god ledelse, for udvikling og for at skabe resultater. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med de dygtige specialister, som er ved Asiaq og sammen med dem være med til at udvikle virksomheden.

Har erfaring fra både øst, nord og vest

Mette Skarregaard Pedersen kom til Grønland i 2005, hvor hun de første år boede i Ittoqqortoormiit og Ilulissat. Hun har tidligere arbejdet som miljøchef og site manager for Ilulissat isfjord og har også været afdelingschef i miljø- og beredskabsafdelingen i Selvstyret.

- Jeg er glad for, at vi kan ansætte Mette Skarregaard Pedersen. Hun har en meget stærk faglig profil og har et godt kendskab til det grønlandske samfund. Hun har desuden flere års ledelseserfaring, hun er strategisk tænkende og så er hun vant til at tage ansvar for at skabe resultater og udvikle, siger den tidligere chef i Selvstyret naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund om ansættelsen.

Asiaq arbejder med blandt andet med klima og vejr, hydrologi, jordbund, geodata og kortlægning.

Powered by Labrador CMS