Direktør: Postdivision skal transformeres

Tele-Post ser et uforløst potentiale i at score flere penge på den stigende onlinehandel og være den virksomhed, som i højere grad skal distribuere varer fra onlinebutikkerne til kunderne.

Selv om postforretningen i dag kun udgør cirka 12 procent af hele Tele-Posts forretningsgrundlag, vil man i den kommende tid og nye fireårige strategiperiode optimere og modernisere håndteringen af hele pakkeområdet.

- Når det handler om breve, så er det et område, hvor vi over de seneste år har oplevet et årligt fald i antallet af forsendelser på ti procent. I år vil vi opleve et langt større fald end tidligere år, fordi de offentlige myndigheder i stigende grad går over til at levere sin post digitalt, oplyser Tele-Posts administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen til Sermitsiaq.AG.

Som eksempel nævner direktøren, at Skattestyrelsen i år udsender selvangivelser digitalt, som borgerne kan tilgå via e-boks. Udviklingen i det ene digitale ben af forretningen æder således af grundlaget i det andet forretningsben.

Pakkeboom

Den digitaler udvikling har imidlertid skabt et andet boom, hvor handel over nettet stiger år for år, hvis man fraregner 2020, hvor coronaen på et særligt område påvirkede postforretningen.

-Vi har igennem de senere år oplevet en vækst i antallet af pakkeforsendelser på grund af onlinehandelen. Men i 2020 har vi oplevet et fald på otte procent, forklarer topchefen i den kombinerede tele- og postkoncern.

Har I mistet markedsandele til de private pakkeleverandører?

- Det kan jeg ikke afvise. Det er svært at vide, men vi blev i 2020 særligt ramt af færre forsendelser fra Kina, hvilket er coronarelateret, oplyser Kristian Reinert Davidsen.

For nylig oplyste Tele-Post, at dets mangeårige postdirektør Per Svendsen forlader virksomheden. Den nye postdirektør, som man er på jagt efter, får en opgave med at stå for en transformation af hele pakkeforretningen.

Transformation

- Vi skal have vort pakkeområde transformeret, så det bliver mere automatiseret med flere digitale løsninger. Og vi skal sikre, at kunderne ikke skal stå i kø, når de skal have en pakke udleveret, nævner Tele-Posts topchef som eksempel.

- Jeg ser et gigantisk og uforløst potentiale på hele pakkeområdet. Målet er ikke i sig selv at tage markedsandele fra de private aktører. Distributionsbehovet vil blive så stort, at vi alle vil se en større forretning i at håndtere pakkeforsendelser. Ja, den kage vi skal deles om bliver meget større, og her er det vigtigt, at vi som postvirksomhed er gearet til opgaven og agerer som en toptunet logistikvirksomhed, understreger Kristian Reinert Davidsen.

Powered by Labrador CMS