Direktøren skar kagen for

Københavns Lufthavn er den sidste station, der holdt kaffemik i anledning af Air Greenlands 50 års jubilæum. Koncernchef Michael Binzer skar kagen for, og passagererne havde god tid til at drikke kaffe, fordi flyet var forsinket.

Koncernchef Michael Binzer skar kagen for i Københavns Lufthavn under den sidste kaffemik i anledning af Air Greenlands 50 års jubilæum.

På trods af tre en halv times forsinkelse var stemningen god for enden af Finger B i Københavns Lufthavn, da Air Greenland holdt årets sidste jubilæumskaffemik med underholdning i form af Vivi Nielsens trommedans og Avaat-korets sang .

Forsinkelsen på det lejede Boeing 757-fly betød, at der var rigtig god tid til at nyde både kaffe og den lækre chokoladekage, der var pyntet med lyseblå indlandsis i marcipan, en isbjørn og en igloo. Dertil kom muffins med himmelglasur og hvide skyer og røde fly.

Koncernchef Michael Binzer, Air Greenland, sagde i sin tale, at 50 års-jubilæet og dets arrangementer har været rigtig vellykkede. Han henviste til Air Greenlands hjemmeside, hvor selskabets udvikling og passagerernes gode historier ligger frit til skue.

- Det er meget typisk Grønland at fortælle historier og at holde fest. Det er vores kernekompetence, siger Binzer med et stort smil og tilføjer, at der dukkede 5000 mennesker op til kaffemikken i Nuuk.

Som en lidt tidlig julegave lover han, at det vil blive billigere at flyve med Air Greenland i de kommende tre til fem år. Billetpriserne vil ifølge Binzer blive sænket på de kommercielt vigtige ruter til Nuuk, Sisimiut og Ilulissat, hvor flertallet af passagererne bor.

- Jeg venter meget spændt på Transportkommissionens anbefalinger, som bliver fremlagt i januar. I Air Greenland er vi parate til at indstille os på den politiske virkelighed, men det kræver, at vi har en langsigtet plan at kunne disponere ud fra, fastslår Binzer.

Powered by Labrador CMS