DGH i Odense: Nauja Bianco stopper som direktør

Direktør i Det Grønlandske Hus i Odense og Nordatlantisk Hus, Nauja Bianco, fratræder sin stilling i slutningen af august. Det sker af private årsager, oplyses det.

Nauja Bianco fratræder sin stilling som direktør i DGH i Odense og i Odense. Nordatlantisk Hus
Offentliggjort

Nauja Bianco har besluttet at fratræde sin stilling som direktør i Det Grønlandske Hus i Odense og Nordatlantisk Hus efter tre år på posten. Det meddeler DGH i Odense i en pressemeddelelse.

- Valget er truffet ud fra nogle af de værdier, der er vigtige for mig at leve efter – både professionelt og privat. Min beslutning om at stoppe som direktør i Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus i Odense er foranlediget af nogle prioriteter i relation til mit privatliv og min familie. Det er et tilvalg og ikke fravalg, siger Nauja Bianco.

DGH i Odense fejrer 50-års jubilæum, mens Nordatlantisk Hus runder de første 10 år.

- Nauja har i de tre år, hun har siddet på posten vist sine store faglige kompetencer og kvalifikationer, ligesom hun har arbejdet dedikeret og engageret, men vi respekterer hendes valg og ønsker hende held og lykke med fremtiden, siger bestyrelsesformand for DGH, Benny Nybo og bestyrelsesformand for Nordatlantiske Hus, Claus Houden i en fælles udtalelse.

Jagten på ny direktør

De to bestyrelser arbejder nu for at finde en egnet afløser til direktørposten, der skal varetage husenes fremtidige udvikling. Der ligger allerede en vision om at udbygge Nordatlantisk Hus, der har fundet plads i de arkitekttegnede modeller for udviklingen af Odense Havn netop præsenteret af entreprenørfirmaet A. Enggaard.

- Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus går en spændende tid i møde, hvor de to huse vil arbejde for at virkeliggøre visionen om mere plads til at videreudvikle deres arbejde på eksisterende områder og realisere visionen om et nationalt klimacenter samt medvirke til at knytte Grønland, Island, Færøerne og Odense endnu mere sammen, lyder det i en pressemeddelelese.

Nauja Bianco har sidste arbejdsdag den 22. august 2023 og en afskedsreception forventes afholdt den 17. august 2023.

Powered by Labrador CMS