tema: musiker i Grønland
Derfor genudgiver Atlantic halvfemserklassiker
Atlantic Music har lige udgivet to album. Det ene er fra et upcoming band, mens det andet er en genskabelse af en 90'er-klassiker
Musik-sæsonen er skudt i gang med de første sensommerkoncerter i det meste af landet, og nu udgiver to bands nye albums.
Inuk med Inunnguaq Petrussen i front som sangskriver udgiver albummet Aanngalerneq, der er i handelen denne måned.
Læs også: Internationale navne til Akisuanerit Festival
Albummet er indspillet af svenskeren Jacob C. Andersson i Atlantic Studio Nuuk i foråret 2015 og mixet og mastereret i Recverba KBH. Inunnguaq Petrussen synger og spiller guitar, Nukannguaq Kajusen på primært bas, Kristian-Otto Therkildsen på trommer og Martin Pedersen spiller keyboard.
En anderledes varm lyd
Kunstnerne betegner selv albummet som følsomt, da det handler om at tackle ulykkelig kærlighed og at acceptere og komme videre.
'Det er en flot produktion med en helt ny varm sound i Grønland, hvor instrumenternes lyd får sin berettigelse,' lyder beskrivelsen fra pladeselskabet Atlantic Music.
Elsner-virksomheden har også andre godter til høretelefonerne her i efteråret.
Atlantic Music har nemlig lige lavet en ny masterering - altså lydredigering og finpudsning - af det gamle hit-album Assit fra Zikaza.
Derfor genudgiver Atlantic en klassiker
I den anledning har Sermitsiaq.AG interviewet forsangeren og én af de stærke kræfter i processen, pladeselskabets Christian Elsner.
Hvad er anledningen til genudgivelsen af Assit?
- Jeg kontaktede selv Siiva Fleischer (forsangeren, red.) om det album, da jeg synes, det var ærgerligt, at sådan fedt album ikke var tilgængeligt længere. Jeg er selv fan, af alt hvad Zikaza har lavet, og derfor synes jeg, at albummet skulle være tilgængeligt i butikkerne igen, hvor det har været udsolgt længe, svarer Christian Elsner.
Siiva Fleischer, hvorfor lave en ny lydredigering af pladen fra 1996?
- I sin tid, da albummet udkom, var jeg meget ked af, at det lydbillede, som blev skabt i studiet, blev helt ødelagt med mastereringen. Detaljerne i instrumenterne blev desværre overdøvet af den alt for kraftige bas, som masteringen påførte indspilningen. Det har forfulgt mig lige siden, og jeg har tit drømt om en justering af indspilningen. Jeg havde heldigvis masterbåndene og fik nu muligheden for at rette op på fejlen, siger Sigvard Knud Fleischer, der er forsanger og sangskriver i Zikaza. Han kaldes ofte blot Siiva Fleischer.
- Nu er detaljerne i instrumenterne meget mere klare, og den alt for kraftige bas, som mudrede musikken, erstattet med det niveau bassen skal have, siger han.
'Musiker i Grønland' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i september vil være musikernes liv og vilkår. Vi vil også fortælle historier om uopdagede musikere langs kysten. - Læs artiklerne her
Læs også: Apple Music bedst til grønlandsk musik