Gå til hovedindhold

Departement: Drikkevandet er fint

Der er kommet svar på drikkevandsprøverne i Ilulissat, der blev taget i forbindelse med en voldsom dumpbrand, som begyndte i maj måned og varede omkring tre uger. Niveauet af dioxin er ikke skadeligt, oplyser landslægen.

Departementet for Forskning og Miljø igangsatte efter branden på dumpen i Ilulissat udtagning af ekstra vandprøver af drikkevandssøen.

De første prøvesvar indløb omkring d. 11. juni, men de vidste kun niveauet af de såkaldte aromatiske kulbrinter.

LÆS OGSÅ: Ilulissat: Drikkevandsprøver er fine

Nu er der så indløbet svar omkring indholdet af en anden type giftige stoffer.

- Der er fundet spor af en stofgruppe, der benævnes dioxiner. Det er sandsynligvis en forurening opstået som følge af branden, lyder det i en pressemeddelelse fra selvstyret.

Landslægen har, i samarbejde med udenlandske eksperter, vurderet resultaterne. Der er fundet så lave mængder dioxiner, at de ikke kan anses for at udgøre et betydende sundhedsproblem. Det vurderes derfor, at vandet fortsat kan anvendes som sædvanlig, skriver selvstyret i pressemeddelelsen.

Ingen grænseværdi 

Ifølge landslægen er det velkendt, at dioxiner ofte dannes ved brande i for eksempel affald med indhold af mange forskellige materialer.

- Der er ikke faste grænseværdier omkring dioxin i drikkevand i grønlandsk lovgivning, derfor har jeg søgt rådgivning udenfor landet hos eksperter, siger landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

Han er dog ikke i tvivl om, at det er sikkert at indtage vandet, selvom der er målt en smule dioxin i prøverne.

- Jeg har selv været oppe og drikke af vandet i sidste uge, siger landslæge Henrik L. Hansen

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER