ny alkohollov

Demonstration mod alkohollov påvirker ikke naalakkersuisoq

I dag, fredag, afskærmer Pisiffik og Brugseni alkohol fra de øvrige varer i butikken i protest. - Personligt ser jeg frem til at opleve afskærmningen, siger naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain

- Jeg forstår, at Pisiffik og Brugseni er bekymrede for, at alkoholloven vil gå ud over deres indtjening på alkohol, og at de derfor med alle midler vil prøve at påvirke Inatsisartut til at stemme imod vedtagelse af loven.

Det siger naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain (IA), efter butikskæderne Pisiffik og Brugseni i dag, fredag, afskærmer alkohol fra de øvrige varer i butikken i protest mod forslaget om ny alkohollov.

Se billeder: Butikskædernes demonstration mod alkohollov

Ude af proportioner
Pisiffik og Brugseni har påpeget, at loven vil medføre prisstigninger, færre lærlinge og ansatte under 18 år, som vil ramme de unge.

Agathe Fontain forstår ikke butikskædernes argumenter.

- Efter min mening er argumentationen ude af proportioner med de ændringer, der ligger i forslaget, fremhæver hun og fortsætter:

- Det er nu, vi politikere skal stå fast og have vores meningers mod. Vores fornemmeste opgave er at skabe gode rammer for befolkningens liv. Derfor skal vores lovgivning på alkoholområdet først og fremmest tilgodese vores børn og unge, som er landets fremtid. Her må hensynet til de virksomheder, der tjener penge på at sælge alkohol komme i anden række.

Læs: Pisiffik og Brugseni demonstrerer mod ny alkohollov

Beskytte børn
Ifølge Agathe Fontain skal man være 18 år for at drikke alkohol, så skal man også være 18 år for at sælge alkohol.

- Det kan være rigtig svært for en 16-årig at skulle afvise en bekendt eller en synligt beruset. Det ansvar skal vi ikke pålægge helt unge mennesker. Vi har alle en pligt – også butikkerne - til at beskytte unge under 18 år, påpeger Agathe Fontain.

Og hun ser frem til at se afskærmningen af alkohol i de to butikskæder.

- Det at Pisiffik og Brugseni kan indføre afskærmning fra den ene dag til den anden viser, at det ikke behøver at være hverken dyrt eller besværligt for butikkerne at afskærme alkohol fra andre varer. Jeg håber, at mange af de kunder som handler i Pisiffik og Brugseni i dag vil opleve det som positivt, at alkohol er afskærmet fra almindelige dagligvarer, lyder det fra Agathe Fontain.

Powered by Labrador CMS