Demonstranter: Vi kræver grundlæggende ændringer

Endnu en demonstration er planlagt til i morgen onsdag, hvor borgere går på gaden for at vise deres utilfredshed af den siddende regering. Der skal store ændringer til, siger en af arrangørerne til demonstrationerne.

Det er ikke nok for borgerne, at Inatsisartut siger, at der kan ske ændringer vedrørende afgifterne i forbindelse med finansloven for 2021. Der skal ske ændringer nu.

- Vi skal gøre det klart igen. Det er ikke kun afgifter, vi er utilfredse med. Afgifter er for rigtig mange den sidste dråbe, der fik bærgeret til at flyde over, siger Pipaluk Lynge-Rasmussen til Sermitsiaq.AG.

Hun er sammen med fem andre arrangør for den tidligere demonstration, hvor op mod 2000 borgere gik på gaden og råbte til politikerne at ”nok er nok”.

Der er en liste, som demonstranterne kræver af politikere.

  • Bedre lønforhold
  • Større prioritering af misbrugte børn
  • Lige forhold for borgere og politikere

- Politikerne har allerede vist, at de kan arbejde for at nå resultater i løbet af en dag. Det så vi, da de fremsatte afgiftspakken mandag morgen og vedtog pakken om eftermiddagen. Vi vil gerne se, at de arbejder lige så hårdt og lige så hurtigt for at forbedre borgernes vilkår, siger arrangøren af demonstrationen ”Naammaleqaaq! Nok er nok!”.

Det skal nytte

Pipaluk Lynge-Rasmussen understreger, at der nu er behov for grundlæggende ændringer i Grønlands politik. Hun oplyser, at flere borgere fra hele landet har henvendt sig til arrangørerne af demonstrationen, som fortæller, at de har fået nok af det siddende Naalakkersuisuts politik for længe siden. Afgifter er kun den dråbe, der fik bærgeret til at flyde over.

- Det er ikke retfærdigt, at afgifterne skal forhøjes og at man pålægger borgere et sværere livsvilkår, mens politikerne får nye lejligheder og har disse goder som fri bil, fri benzin og rejser. Der er alt for mange borgere, der må vende hver en krone for at klare dagen og vejen, men alligevel gør politikerne det nu hårdere for dem at leve. Det er ekstra hårdt.

- Politikerne siger, at afgifter er et lille offer. Hvis de mener, der skal ofres for at opnå en finanslov i balance, så skal de også ofre noget selv. Hvis det er så nemt at ofre en lille ting, så lad os se, at de ofrer deres egne goder for eksempel, lyder det fra Pipaluk Lynge-Rasmussen.

Hun mener, at det uanset udfaldet af demonstrationerne, så har det nyttet. Politikerne ved nu, at der er mange borgere, der er utilfredse med den politiske retning.

Løfterne

Arrangørerne af demonstrationerne understreger, at politikerne ved seneste valg har lovet borgerne om flere penge mellem hænderne og at afgifterne ikke skal røres igen ved denne valgperiode. Samtidig påpeger Pipaluk Lynge-Rasmussen, at formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen hvert år bedyrer, at året er børnenes år.

Flere af de utilfredse borgere har ytret ønske om strejke for at vække politikerne. Pipaluk Lynge-Rasmussen understreger, at denne drastiske handling bør tages med fagforeningerne, og at arrangørerne af demonstrationen ikke kan arrangere en strejke.

- Men Naalakkersuisut er nødt til at lytte, når borgerne snakker om strejke, siger hun.

- Vi helmer ikke, før der sker ændringer. Det har vi allerede sagt. Vi helmer ikke, før politikerne begynder at prioritere i det mindste børn, hjemløse og sundhedsvæsenet. Der skal ske forbedringer for borgerne, og det skal ske hurtigt, siger hun.

Der er planlagt demonstrationer i Nuuk, København, Ilulissat og Qasigiannguit i morgen. Yderligere arbejdes der på demonstrationer i Sisimiut, Qaqortoq, Narsaq og flere bygder.

Powered by Labrador CMS