Demonstranter til Naalakkersuisut: Træd tilbage!

Der er indkaldt til ny demonstration i Nuuk på onsdag. Endnu flere byer opfordres til at slutte sig til protesterne.

Selvom Inatsisartut har afsluttet efterårssamlingen, så kommer julefreden ikke til at sænke sig over det politiske liv. I hvert tilfælde ikke, hvis det står til gruppen Naammaleqaaq! Nok er nok!

Efter onsdagens rekordstore demonstration vil de utilfredse borgere igen gå på gaden næste onsdag. Det fremgår af en begivenhed som gruppen har oprettet på Facebook. Og tonen er blevet yderligere skærpet.

- Vi bliver nødt til at råbe “Naammaleqaaq!/Nok er nok” igen - Naalakkersuisut har ikke lyttet til os! hedder det i opråbet efterfulgt af det kontante krav:

- Naalakkersuisut bør skiftes ud, en regering der kun arbejder for sig selv må stoppe!

Gruppen kritiserer hastværket omkring de nye afgifter, som blev vedtaget samme dag som forslaget blev præsenteret. Men de mener også, at man rammer mennesker med lav- og mellemindkomster urimelig hårdt.

- Naalakkersuisut har ikke forstået “Nok er nok”, vi kræver en stabil og respektfuld regering! I skal prioritere borgernes behov i stedet for jeres egne. I skal lytte!

Sidste onsdag blev der blandt andet også demonstreret i Sisimiut og Narsaq. Initiativtagerne opfordrer flere byer til at slutte sig til protesterne.

- Vi håber at vi endnu engang kan stå sammen i en demonstration og denne gang være endnu flere og have endnu flere byer i Grønland med!

Powered by Labrador CMS