Gå til hovedindhold

Demonstranter kræver valg

Det vil ikke være nok for demonstranter i morgen, at Kim Kielsen træder tilbage som Formand for Naalakkersuisut. Borgere ønsker valg, lyder det.

Der bør være valg i utide for at skylle borgernes mistillid til den siddende koalition bort. Det mener en af arrangørerne til en demonstration i morgen, der vil demonstrere mod den siddende koalition.

- Det er ikke nok, at Kim Kielsen går af som Formand for Naalakkersuisut. Hele Naalakkersuisut må gå af, og borgerne igen gå til stemmeurnerne for at rense al mistilliden væk, siger Stine Hammeken til Sermitsiaq.AG.

Nok er Nok - igen. Sloganet for demonstrationen er det samme, som det der blev brugt i forbindelse med en stor demonstration sidste år i november mod indførelsen af nye afgifter. 

Der er flere grunde til, at borgere nu planlægger at gå på gaden og vise deres mistillid:

  1. Stenbidersagen, hvor Kim Kielsens habilitet er undersøgt. Revisionsudvalget har ytret skarp kritik af formandens manglende velvilje til at give oplysninger om sagen.
  2. Formanden for Naalakkersuisuts fartøj, der er lånt ud trods manglende godkendelse til erhvervsfiskeri. Udbytten af lånet er ikke offentliggjort, men pengene er sat ind på formanden for Naalakkersuisuts kone.
  3. Løgne, der direkte bliver fortalt via den mest respekterede talerstol i landet.

- Der er selvfølgelig flere begrundelser, som lukkethed, magtmisbrug, magtbegær og andre sager, der berører andre politikere. Vi har fået nok. Og det er ikke længere nok, at politikerne tager vores utilfredshed til efterretning, der skal konsekvenser til, siger Stine Hammeken.

Underskrifter samles

Stine Hammeken fulgte med i Inatsisartuts maratonmøde i torsdags, hvor medlemmer indædt diskuterede Revisionsudvalgets redegørelse vedrørende Kim Kielsens tilknytning til stenbidersagen.

LÆS OGSÅ: Se billeder: Kæmpe demonstration mod de nye afgifter

Og det er første gang, et Inatsisartutmøde fik Stine Hammeken til at tage umiddelbar affære. Og det er ikke til fordel for den siddende koalition.

- Fredag morgen stod jeg op og gik med det samme ud på gaden. Jeg begyndte at samle underskrifter ind på stedet. Vi har nu etableret kontakt til flere byer og bygder rundt om på kysten, så der er flere underskriftsindsamlinger i gang, siger Stine Hammeken.

Underskriftsindsamlingen har ordlyden ”Vi har fået nok af siddende koalition”.

- Jeg spørger jo ikke ind til borgernes politiske standpunkt, men spørger blot, om borgere vil skrive under. Jeg får nogle gange svar fra Siumut-vælgerne, at de ikke længere har tillid til Kim Kielsen og at de vil stemme på et andet parti ved næste valg.

- Vi vil aflevere underskriftsindsamlingen på et senere tidspunkt. Men jeg håber, at flere vil demonstrere i morgen. Vi helmer ikke, før der er valg. Begrundelse om, at det er dyrt med valg under corona lyder hult. Det er dyrere at lade være, siger Stine Hammeken.

Demonstrationen er planlagt til tirsdag den 13. oktober klokken 16.15. Demonstranter mødes ved Amisut i Nuuks midtby, hvorefter turen går til Inatsisartut-bygningen.

Revisionsudvalgets redegørelsen om stenbidersagen skal drøftes færdig af Inatsisartut i morgen tirsdag.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER