nekrolog
Demokraternes Dino er død
Tidligere medlem af Inatsisartut for Demokraterne, Jørgen-Ole Nyboe Nielsen, også kendt som Dino, døde i weekenden
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen politiske karriere begyndte i 1998, hvor han blev valgt til Borgerrådet i Pituffik.
Her blev han kendt som et meget aktivt medlem, der flere gange blev valgt til formand. Dino engagerede sig i forholdene på Pituffik og kæmpede for retfærdighed og for at borgerne i Pituffik skulle have de samme rettigheder som borgerne i resten af landet, skriver Demokraternes Inatsisartut-medlem, Justus Hansen, i et mindeord for partifællen, der døde i weekenden.
Læs: Fra radar-tekniker til borgmester
Behageligt
Justus Hansen betegner Dino som et behageligt, vidende, engageret og retfærdighedssøgende menneske, som kom godt ud af det med alle.
Radartekniker
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen blev født i Danmark den 9. marts 1948, men har det mest af sit voksne liv boet og arbejdet i Pituffik. Han begyndte som radartekniker på den amerikanske base i 1974. Her levede og arbejdede han indtil sin pensionering i 2013, hvor han flyttede til Danmark.
Med fra begyndelsen
Hans politiske engagement blev også udlevet hos Demokraterne, hvor han helt fra partiets begyndelse i 2002. Justus Hansen betegner ham som som en aktiv og medlevende kandidat med masser af idéer og input. Han havnede altid højt på suppleant-listen ved de valg, han deltog i, og han fik på den baggrund flere perioder som suppleant i Inatsisartut.
Næsten et år
Den længste af disse strakte sig i næsten et år fra den 13. april 2012 og frem til valget den 13. marts 2013. I denne periode var han medlem af Inatsisartuts udvalg for Fiskeri, Fangst og Landbrug samt i Udvalget for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.