Demokraterne: Her er vores resultater

Grønlands mest liberale parti Demokraterne gør opmærksom på tre politiske fingeraftryk de har haft den seneste tid

Demokraternes formand, Anda Uldum

- Det er en stor beslutning for et lille parti at indtræde i en regeringskoalition. Risikoen for at blive mast og glemt er ganske stor, skriver de tre lederskikkelser i partiet Demokraterne, formanden, Anda Uldum, samt de to næstformænd, Randi Vestergaard Evaldsen og Michael Rosing.

De fremhæver tre politiske emner, som de mener, de har kastet sig ind i kampen for at påvirke, og hvor de mener det er lykkedes dem at vinde.

Læs også: Revser Aleqa og Aaja: Hvad blev der af de flotte ord om samarbejde?

Det er aflysningen af et nyt inatsisartutbyggeri, en blokering for højere skat på arbejde og beslutningen om ikke at ansætte flere politiske spindoktorer i selvstyret.

Fremhæver tre resultater
- Før valget til Inatsisartut besluttede alle andre partier end os, at der skulle bygges en ny inatsisartutbygning til flere hundrede millioner kroner. Demokraterne har hele tiden været fortaler for, at disse mange penge burde bruges bedre, lyder det om det nye Inatsisartut, som nu officielt er fejet af bordet.

De opsummerer omkring de politiske vejledere:

- Demokraterne har helt fra start været skarpe modstandere af det cirkulære, der gav medlemmer af Naalakkersuisut ret til at ansætte særlige rådgivere, skriver de tre politikere om det cirkulære, som i dag er afskaffet.

Det liberale parti minder også om, at både medlemmer af Siumut og Atassut har luftet muligheden for at hæve skatten på arbejde, men at det har været en hjertesag for Demokraterne at forhindre det.

Driller oppositionen
Til sidst i Demokraternes politiske udmelding, stikker landsledelsen også et syrligt drop til Inuit Ataqatigiit og anklager venstrefløjspartiet for at være usammarbejdsvillige.

- Vi kunne så let som ingenting have gjort os umulige og uspiselige for vores på - daværende tidspunkt kommende - koalitionspartnere, og på den måde have placeret os selv i en oppositionsrolle langt fra indflydelse og langt fra ansvaret. Præcis sådan som Inuit Ataqatigiit valgte at gøre, lyder den fælles udtalelse fra Anda Uldum, Randi Vestergaard Evaldsen og Michael Rosing.

Demokraterne har fire ud af Inatsisartuts i alt 31 mandater.

Læs også: Opgør om Karl-Kristian Kruse i koalitionen

Powered by Labrador CMS