Efterårssamling

Demokraterne: Politikere skal ikke nøjes med 60 procent i husleje

Tillie Martinussen fra Demokraterne foreslår, at landspolitikerne skal betale hele deres husleje, ligesom alle andre

Medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen, mener, det skal være slut med huslejerabat til politikerne

Medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen, fra Demokraterne foreslår på efterårssamlingen, at vederlagsloven skal ændres, så alle landspolitikere skal betale 100 procent husleje.

- I dag er det sådan, at de medlemmer af Naalakkersuisut, der får anvist en personalebolig, nøjes med at betale en leje på 60 procent af den reelle husleje, skriver Tillie Martinussen i sin begrundelse for forslaget.

Politikere må gå forrest
Demokraten mener, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis politikerne går forrest i en tid, hvor de skal gennemføre reformer, der vil gøre ondt på nogle befolkningsgrupper.

- Også når det rammer politikernes egen økonomi, understreger Demokraternes Tillie Martinussen.

Hun peger på, at medlemmerne af Naalakkersuisut får et forholdsvist højt vederlag (løn, red.), der afspejler den arbejdsbyrde og det ansvar som stillingen medfører. Og politikeren mener, at det er helt naturligt og støtteværdigt.

Indfør realistiske priser
- Vi mener derfor, at det må være muligt for et medlem af Naalakkersuisut at betale en kostægte pris for et sted at bo – især set i lyset af det pænt store vederlag (og efterfølgende eftervederlag) som medlemmerne af Naalakkersuisut opretholder.

Tillie Martinussen peger desuden på, at det vil give en større lighed mellem de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut, hvor det i dag er sådan, at de medlemmer, der bor i egen bolig ikke får tilskud, selvom det kan være lige så dyrt eller måske endda dyrere for dem.

Demokraterne ønsker at ændre vederlagsloven, så medlemmerne af Naalakkersuisut fra og med den 1. januar 2016 skal betale hele deres husleje selv.

Læs også: Huslejestigninger på vej i hele landet

Powered by Labrador CMS