Gå til hovedindhold

Demokraatit: IA snøvler med beslutninger

Demokraternes fødselsdagshilsen til koalitionen: IA har altid været kronisk bange for at træffe beslutninger. Alt har ikke været pletskud, men kritikken er ret beset uden for skiven, mener politisk kommentator.

Jens-Frederik Nielsen, partiformand for Demokraterne, har på sin facebookside indledt et hårdt angreb på IA, som han beskylder for at være ude af stand til generelt at træffe politiske beslutninger.

- IA er og har altid været bange for at træffe beslutninger. Derfor er der hverken udvikling eller fremdrift, når IA har magten, skriver oppositionslederen og henviser til, at Naalakkersuisut netop har trukket et forslag om at omdanne Mittarfeqarfiit til et aktieselskab og placere det som et datterselskab under Kalaallit Airports. En beslutning, koalitionen begrundede med behovet for flere analyser og beregninger.

 

Demokraterne og IA, der var i politisk koalition år tilbage, har længe knurret af hinanden. Og nu kører Demokraterne det tunge, verbale skyts frem op til IA-Naleraq-koalitionens etårs fødselsdag den 16. april.

Nu er der intet galt i, at oppositionen går til stålet. Det skal oppositionspartier. Men der skal være substans i kritikken, og uanset – hvad man mener om IA – er det svært at se, at partiet er bange for at træffe beslutninger. Demokraterne rammer udenfor skiven, siger Christian Schultz-Lorentzen, politisk kommentator og chefredaktør på AG, og fortsætter:

- IA og koalitionspartneren Naleraq har på under et år genindført et forbud mod uranudvinding. Vandkraftkapaciteten skal udbygges. En kæmpe investering og beslutning med vidtrækkende betydning for selvforsyningen. Olie- og gasefterforskning er sat i bero. Og netop nu diskuterer Inatsisartut et lovforslag til forbedring af levevilkårene for ældre og pensionister. For blot at nævne et par af de mere betydningsfulde, politiske sager, siger Christian Schultz-Lorentzen, der medgiver, at der naturligvis kan findes hår i suppen.

Og så var der corona...

- Verden er ikke perfekt, og hele forløbet om den arktiske strategi har eksempelvis været et rod. Det er for så vidt fornuftigt nok, at Naalakkersuisut ikke vil spindes ind i en strategi, der er dikteret fra Slotsholmen i København. Kun ved at sætte hælene i, har Grønland skridt for skridt opnået mere udenrigs- og sikkerhedspolitisk indflydelse. Men når man siger nej, må koalitionen til gengæld hurtigere kunne beslutte sig til et alternativ. Det har vi stadig til gode at se, og det har ikke været et tillidsvækkende forløb, siger Christian Schultz-Lorentzen, der ikke mener, at det giver mening at sammenligne det nuværende IA med det parti, der var ved regeringsmagten i 2009-2013.

- Den nuværende koalition har kun været ved magten i knap et år. IA var sidste gang ved roret i fire år. Det er umuligt at sammenligne de to regeringsperioder. En samlet politisk vurdering må vente. Men på et punkt er der en væsentlig forskel. Koalitionen i dag har brugt mange politiske kræfter og fokus på at håndtere en uforudsigelig corona-epidemi. En sundhedskrise uden sidestykke. I den periode har IA og koalitionen stadig formået at være beslutningsdygtige i en lang række sager af samfundspolitisk betydning. Det er et faktum. Så det forekommer noget tåget at hævde, at IA altid er bange for at tage beslutninger, slutter chefredaktøren.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER