Gå til hovedindhold

Demokraatit vil tvinge flere ud på arbejdsmarkedet

Manglen på arbejdskraft skal først løses internt i landet med tvang og mobilitet, dernæst skal man kigge mod udlandet. Det mener Steen Lynge fra Demokraatit.

Store projekter venter forude. Lufthavne, renoveringsarbejde og byudvikling. Med projekterne følger behovet for arbejdskraft, og det er der ikke nok af i Grønland. Det skriver Steen Lynge (D) i en pressemeddelelse.

Steen Lynge nævner i sin pressemeddelelse tre ting, der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft. Han mener, at første skridt på vejen til at løse problemet skal tages internt i landet.

- Vi er simpelthen nødt til at blive bedre til at aktivere de mennesker, der i dag er fundet egnet til at arbejde, men som af den ene eller den anden årsag foretrækker at leve af sociale ydelser. Disse mennesker skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, og det skal have konsekvenser for deres sociale ydelser, såfremt de siger nej til et arbejde, eller såfremt de bevidst misligholder et arbejde, skriver Steen Lynge.

Mobilitet i arbejdsstyrken

Udover at få aktiveret flere arbejdsløse, vil Steen Lynge også sørge for, at der skabes et mere mobilt arbejdsmarked, hvor det er lettere at flytte derhen, hvor arbejdet er. Han nævner den allerede eksisterende mobilitetsydelse, men kommer ellers ikke med yderligere forslag til, hvordan mobiliteten skal øges.

Til sidst stemmer Steen Lynge i koret af arbejdsgivere ført an af Grønlands Erhverv, der i det sidste halve år har sagt, at det skal være nemmere at importere arbejdskraft udefra.

- Vi har brug for al den arbejdskraft, vi kan opdrive, men selv om vi får aktiveret alle vores arbejdsløse, så vil vi fortsat mangle hænder. På den baggrund er vi nødt til også at acceptere, at det er helt nødvendigt at tilkalde udenlandsk arbejdskraft.

Modvirker overophedning

Ifølge Steen Lynge vil importen af arbejdskraft være med til at holde omkostningerne nede. Han nævner, at man flere steder ser tendenser, der peger mod en overophedning af økonomien.

- Tendensen til, at en overophedning er til stede, har vi allerede set i Nordgrønland, hvor offentlige byggerier er blevet droppet, fordi efterspørgslen allerede er så høj, at byggepriserne pr. kvadratmeter nu er på helt oppe på mellem 40.000 og 60.000 kroner. Det er en tendens, der vil blive udbredt endnu mere til resten af landet, når lufthavsprojekterne går i gang.

Steen Lynge opfordrer Naalakkersuisut til hurtigst muligt at gå i dialog med erhvervslivets organisationer, så de i fælleskab kan få indrettet et system omkring import af udenlandsk arbejdskraft, der fungerer for alle parter.  

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER