Debatindlæg: Lad os tale om værdighed, Doris

- Vi ønsker ikke, at kaste vort land ud i en selvstændighed, som ikke hænger sammen økonomisk, skriver Andreas Uldum fra Demokraterne i dette debatindlæg

Anda Uldum: - På en lidt underlig måde er jeg faktisk enig med Doris Jakobsen; det handler om værdighed. Vi er bare uenige om, hvad der er værdighed.

Doris Jakobsen er tilsyneladende blevet sur over, at jeg har tilladt mig at påpege, at Demokraterne er af den opfattelse, at vi først skal være selvstændige, når vi har en økonomi, der kan sikre et velfærdssamfund på minimum det niveau, som vi er vant til i dag. Til gengæld vil hun ikke svare på mit helt simple spørgsmål om, hvilken pris friheden har.

Hun får dog sagt, at frihed er mere værd end guld, og at det hele handler om værdighed.

Jeg er stolt af at være grønlænder. Jeg er stolt over at have en plads i vores folkevalgte parlament, Inatsisartut. Jeg er stolt over, at vi i Grønland kan blive et selvstændigt land den dag, vi måtte ønske det.

Jeg synes faktisk, at det er meget værdigt.

Jeg og mit parti Demokraterne ønsker netop, at en kommende selvstændighed skal ske på en værdig måde. Vi ønsker ikke, at kaste vort land ud i en selvstændighed, som ikke hænger sammen økonomisk. Vi ønsker ikke at skære i vores fælles velfærd blot for, at Doris Jakobsen og ligesindede kan nyde friheden, der med hendes egne ord er mere værd end guld.

Hos Demokraterne sætter vi pris på, at vore ældre kan få en værdig alderspension. Vi sætter pris på, at vore børn kan gå i en værdig dagsinstitution og en værdig folkeskole. Og vi sætter pris på, at vore syge landsmænd kan få en værdig behandling i vort sundhedssystem. Det er værdighed for os.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad værdighed er for Siumut udover, at det tilsyneladende drejer sig om de sædvanlige floskler om, at hvis vi bare får vores frihed, så skal økonomien nok følge med, og så vil alle på magisk vis få det bedre. Sådan er virkeligheden bare ikke, og derfor foretrækker Demokraterne, at vi starter med at skabe en selvbærende økonomi, og først derefter bliver selvstændige.

På en lidt underlig måde er jeg faktisk enig med Doris Jakobsen; det handler om værdighed.

Vi er så bare uenige om, hvad der er værdighed.

Powered by Labrador CMS