Debat om teaterstykke vækker følelser på godt og ondt

”Man har lyst til at spørge, hvorfor bliver Inuk i nissebanden aldrig voksen?”.

- Noget af det første, man overhovedet brugte filmmediet til, var at dokumentere ikke-europæiske folks andethed i forhold til vestlige normer. Ved at udstille deres afvigelse fra europæisk kultur legitimerede man kolonialismens civiliseringstanke, fortæller lektor ved Institut for Kultur, Sprog & Historie på Ilisimatusarfik, Ebbe Volquardsen.

De sociale medier har de seneste uger været fyldt med forskellige stemmer omkring det danske teaterstykke ”Nissebanden i Julemandens land”.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

I teateropsætningen iklædes danske børn isbjørnebukser, grønne anorakker og ens mørke pageparyk, og det har medført en debat, hvorvidt fremstillingen af inuit i stykket er over grænsen.

En, der har taget debatten op på sociale medier og som gæst i det danske tv-program Go’ aften Live, er Michael Bro. Han er inuk og studerer arktiske studier på Københavns Universitet. Fremstillingen i teaterstykket kreerer et unuanceret billede af inuit, og det er problematisk, fordi det gengiver et billede af inuit, som danskere har haft i århundrede, fortæller han til Sermitsiaq.

- Når vi bliver fremstillet som små børn, der ikke kan klare sig selv og romantiserer et billede af inuit, er det problematisk, fordi det gengiver en forældet kulturevolutionistisk logik. Det samme sker, når man fremstiller inuit som udsatte, primitive og alkoholiseret folk, der ikke kan klare sig selv. Det vil jeg gerne bryde med ved at sige fra overfor diskrimination, kolonialisme og dehumaniserende tilgange.

- Man får lyst til at spørge: hvorfor bliver Inuk i nissebanden aldrig voksen?

Hvorfor er der et problem i at tage fra andre kulturer, man ikke selv er del af, og bruge det i en kultursammenhæng som for eksempelvis et teaterstykke? Kan man ikke sige, at det også handler om at ’ære’ en kultur og et andet folkefærd?

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS