Dash 7 mod Kulusuk måtte returnere

Et trykfald i kabinen på Dash 7 betød, at flyet mod Kulusuk onsdag eftermiddag måtte retur til Nuuk.

Et ordentligt brag og lidt panik til følge ombord på GL 634 fra Nuuk til Kulusuk onsdag middag på grund af en ventilationslem, som pludselig gik løs, betød, at kaptajnen besluttede at returnere flyet til Nuuk.

Det bekræfter Air Greenland overfor sermitsiaq.gl

- Det gav et ordentligt brag i kabinen og medførte et trykfald. Men vi havde faktisk en mekaniker med ombord, og det blev besluttet at vende om til Nuuk, fortæller Christian Keldsen, marketingchef i Air Greenland.

Inden indflyvningen til Nuuk måtte flyet cirkulere for at brænde fuel af. De 25 passagerer blev alle indkaldt til en debriefing i Nuuk, hvor kun få ønskede at modtage krisehjælp.

- Det lyder værre, end det var, og vores besætning ombord klarede situationen helt efter bogen. Det er det, de er uddannet i, siger Christian Keldsen.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår flyvningen mod Kulusuk gennemføres.

Powered by Labrador CMS