Dark targets holder Arktisk Kommando beskæftiget

Tre gange i starten af marts måtte Arktisk Kommando have helikoptere i luften for at undersøge såkaldte ”dark targets”. Hvad det er, forklarer Arktisk Kommando.

Her ses Hvidbjørnen som deltager i dark targets-opgaver for Arktisk Kommando.

Forsvarets døgnrapport kunne den 3. marts oplyse følgende:

- Ved Arktisk Kommando har helikopterne fra henholdsvis Hvidbjørnen og Thetis undersøgt i alt tre såkaldte dark targets. Ved de to observationer var der intet at bemærke, ved det sidste var der tale om et skær.

Overvågning

Den kortfattede meddelelse vakte redaktionens interesse og Arktisk Kommando forklarer følgende om begrebet, som anvendes i Forsvaret.

- Som en del af hovedopgaven med at overvåge og hævde kongerigets suverænitet har Arktisk Kommando til opgave at holde øje med aktiviteter, der finder sted inden for kommandoens ansvarsområde ved Grønland og Færøerne. Begrebet ’dark tagets’ dækker over en observation eller aktivitet, som ikke umiddelbart kan henføres til det datagrundlag, Arktisk Kommando har fra en række forskellige datakilder, forklarer Arktisk Kommando til Sermitsiaq.AG.

Observationer

Kommandoen uddyber med følgende forklaring:

- Når Arktisk Kommando eksempelvis modtager satellitbilleder eller information om en aktivitet, sammenholdes de med det kendte overfladebillede, som er opbygget af alle de informationer, der er tilgængelige (rapporteringssystemer, AIS, visuelle observationer, havnelister, efterretninger etc.). Arktisk Kommando sammenholder de forskellige informationssæt for at sikre, at datagrundlaget er entydigt. Hvis der er observeret et objekt eller en aktivitet (fra lokal kilde, på radar, satellit, fly eller fra andre kilder mm), som vi ikke har kendskab til via alle de øvrige observationer, kaldes det et ’dark target’ – indtil nogen ved selvsyn eller via pålidelige efterretninger har konfirmeret, hvad der præcist er tale om.

Kommandoen oplyser, at det sker jævnligt, at man skal undersøger ”dark targets”.

Powered by Labrador CMS