Strandet

Dansker strandet i Maniitsoq med brækket ben

Torben Søbirk fra Danmark er strandet i Maniitsoq efter at have brækket benet. Han kæmper en kamp med sin rejseforsikring for at komme hjem.

Torben Søbirk (aappaluttumik kavaajalik) feeriarnermi nalaani. Assi ajoqusinnginnerani assilisaavoq.

75-årige Torben Søbirk fra Danmark kom galt afsted den 3. juli under en ferie i Grønland. Siden da har han ligget på hospitalet i Maniitsoq, hvor han venter på at komme hjem.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Jeg faldt ned ad en trappe, hvor det lykkedes at smadre højre ben og brække skinnebenet et par steder. Det er en uge siden nu, og der er ikke sket en hujende fis, siger Torben Søbirk til Ekstra Bladet.

Kan komme hjem senest 19. juli

Han er meget utilfreds med, at hans rejseforsikring Europæiske Rejseforsikring endnu ikke har sørget for, at han kan komme tilbage til Danmark og blive opereret.

Han er blevet lovet, at han kan komme hjem senest den 19. juli - over to uger efter at ulykken indtraf.

Torben Søbirk var på tur sammen med en højskole, da han kom galt afsted. Højskolen er imidlertid taget videre på deres tur, så han nu ligger alene i Maniitsoq og venter på, at kunne komme hjem.

Ekstra Bladet har også talt med Europæiske Rejseforsikring, der forsikrer, at de gør alt, hvad de kan for at få Torben Søbirk hjem - men det er besværligt på grund af transporten til og fra Maniitsoq.

Powered by Labrador CMS