Danske reserver uddeler historisk øretæve

Danmarks fodboldlandshold hentede sin største sejr i 34 år, og Moldova led sit største nederlag nogensinde, da VM-kvalifikationskampen i Herning endte 8-0.

Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard har givet Kasper Hjulmand noget at tænke over før onsdagens kamp mod Østrig, efter at de søndag brillerede i kæmpesejren over Moldova

Spænding var der absolut intet af, men det var alligevel medrivende at se det danske fodboldlandshold folde sig ud i VM-kvalifikationen søndag aften.

På det regnvåde græs i Herning blev Moldova blæst omkuld af et velindstillet dansk landshold, som vandt med de klare cifre 8-0.

Så stort har Danmark ikke vundet siden en OL-kvalifikationskamp mod Rumænien i 1987. Og Moldova har aldrig nogensinde tabt så stort.

Kasper Hjulmand havde skiftet alle sine markspillere i startopstillingen fra sejren over Israel i torsdags, men den store udskiftning havde ingen bagside. Tværtimod.

Fem mål i første halvleg

Da Danmark først kom foran efter 18 minutters spil på et straffesparksmål af Kasper Dolberg, tog målfesten fart.

Inden pausen havde Danmark scoret i alt fem gange, da også Jens Stryger Larsen, Mathias Jensen og to gange Mikkel Damsgaard gjorde Dolberg selskab på måltavlen.

I anden halvleg nettede Dolberg igen, før indskifterne Robert Skov og Marcus Ingvartsen scorede i slutminutterne. Havde Danmark haft behov for en endnu større sejr, havde holdet også sørget for det.

En så overbevisende sejr giver selvfølgelig spørgsmålet, om en kamp blottet for sportslig værdi har sin berettigelse. Men det har den, mener Kasper Hjulmand.

Tilfreds landstræner

- Det er rigtig fint, at der er forskellige niveauer på hold i en kvalifikation. Et resultat som det her er ikke noget, som sker ofte, siger landstræneren.

Det er dog kampe, der umiddelbart er mere udviklende for det tabende hold end det vindende.

Landstræneren peger eksempelvis på, at Luxembourg i lørdags vandt ude over Irland, selv om Luxembourg tidligere var et hold, der vandrede fra nederlag til nederlag.

Moldovas landstræner, italieneren Roberto Bordin, havde dog svært ved at se noget positivt i sit holds blamage. Han var irriteret over den moldoviske fejlfestival, han havde været vidne til.

- Det er mit ansvar, for jeg formåede ikke at give de rigtige instruktioner, så spillerne kunne spille på en ordentlig måde. Men jeg forventede også, at de ville vise en større stolthed, siger han.

Protest t-shirt

Storsejren giver dog også et dilemma for Kasper Hjulmand. For kan man takke de startende spillere for en pletfri indsats ved at smide dem alle på bænken igen i den svære udekamp mod Østrig på onsdag?

- Jeg har da bestemt fået noget at tænke over.

- Vi satte et helt nyt hold på banen, og jeg nød, hvad jeg så fra start til slut. Det var et hold, som viste sult efter at få det næste mål. Samtidig fik vi vist, at vi kan bruge hele truppens bredde. Alle bød sig til.

- Et landshold er ikke 11 spillere, det er hele truppen, siger Kasper Hjulmand.

Før kampen iførte de danske spillere og landsholdsstaben sig en t-shirt med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer, red.).

Aktionen blev lavet for at øge fokus på menneskerettighedskrænkelserne i VM-værtslandet Qatar. Det vides ikke, om t-shirtsene også bliver brugt onsdag i Østrig.

- Vi må vente og se, om der kommer noget ved de kommende kampe, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Norge, Tyskland og Holland har lavet lignende aktioner.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS