Den danske regering er klar til at sende flere våben til Ukraine

Danmark har allerede leveret 2700 panserværnsvåben til Ukraine og er klar til at bidrage yderligere.

Danmark har allerede leveret 2700 panserværnsvåben til Ukraine og er klar til at bidrage yderligere.

Ukraine har bedt om yderligere våben for at bekæmpe Rusland, der indledte sin invasion af landet for en måned siden.

Det ser Danmark positivt på ifølge statsminister Mette Frederiksen (S), der torsdag deltog i et møde mellem Natos medlemslande.

- Vi har et ønske fra dansk side om fortsat at bidrage, både hvad angår våbenleverancer og selvfølgelig på det humanitære område, hvor behovet bliver stadig større og også med finansiel støtte, siger hun.

Danmark har tidligere doneret 2700 skulderbårne panserværnsvåben til Ukraine, hvilket et flertal i Folketinget var enig om.

Har brug forvåben til angreb

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte torsdag til forsvarsalliancens medlemmer via videoforbindelse.

Han takkede for de defensive våben, som forsvarsalliancen har leveret, men understregede, at der er brug for offensive våben til angreb.

Der er dog ikke umiddelbart lagt op til, at Nato efterkommer Ukraines ønske om større våben.

Flere af Natos medlemslande har tidligere leveret våben til Ukraine for at bistå landet i kampen mod Rusland.

Bange for det bliver værre

Og Danmark er åben for at gøre det igen.

- Svaret på Danmarks vilje til og ønske om at hjælpe Ukraine direkte med våben er ja. Vi har doneret en række våben og er i meget tæt dialog med vores allierede om fortsatte donationer. Vi kan ikke være helt åbne omkring det af sikkerhedsmæssige årsager, siger Frederiksen.

Hun frygter, at krisen eskalerer.

- Jeg frygter, at det bliver værre endnu. Der er ingen, der kan garantere, at Rusland ikke er villig til at begå endog alvorlige forbrydelser mod menneskeheden og overskride de regler, der er for krigsførelse.

- Situationen er alvorlig nu og bliver værre og værre. Jeg er bange for, at vi slet ikke har set det værste endnu, siger Frederiksen.

Flere lande har leveret våben

Rusland har kritiseret, at Nato-lande hjælper Ukraine med våben. Det internationale samfund har brugt mange milliarder kroner på at bistå Ukraine med ikke bare våben, men også humanitær hjælp.

Eksempelvis har USA leveret våben, der blandt andet kan bruges til at ramme kampvogne og kampfly. Det gælder blandt andet Javelin- og Stinger-missiler.

Javelin er en skulderaffyret panserbrydende granat, der kan sætte kampvogne ud af spillet. Stinger-missilet er i stand til at skyde kampfly ned.

Begge våben er lette at transportere rundt for en soldat og lette at tage i anvendelse.

Powered by Labrador CMS