Grindefangst i høring

Danske politikere til forsvar for Færøerne

Christiansborgs politikere fra Venstre og Enhedslisten afviser påstanden fra Sea Shepherd om, at grindfangst på Færøerne er konventionsbrud

Thomas Danielsen, færøordfører for Venstre, er blandt de danske politikere som på det kraftigste afviser, at Danmark bryder internationale konventioner ved ikke at standse grindefangst på Færøerne
Offentliggjort

Denne uge holdt Folketingets Færøudvalg høring om grindefangst, hvor også aktivisterne fra Sea Shepherd fik mulighed for at fremlægge sine synspunkter.

Til høringen var der fuld støtte til Færøerne fra Danmark, mens politikerne fik modstand fra en dårligt udrustet repræsentant fra Sea Shepherd.

Danmark bryder konventioner
Alex Cornilessen, direktør for Sea Shepherd Global, anfægtede Danmarks forsvar af grindefangsten på Færøerne.

Ifølge Sea Shepherd bryder Danmark flere internationale konventioner, deriblandt Bernkonventionen, som siger, at grindehvaler ikke må slagtes af EU-lande.

I Sea Shepherds optik må det også være gældende for Færøerne, da alle færinger er danske statsborgere.

- Ansvaret ligger hos den danske regering. Ifølge internationale love er regionale love uvedkommende, fordi ansvaret ligger hos den selvstændige stat, sagde Alex Cornilessen.

Preller af på danske politikere
Sea Shepherds beskyldninger får ikke danske politikere til at ryste i bukserne. Der var bred enighed i Færøudvalget om, at færingerne har ret til at slagte grindehvaler, og at det ikke er noget som Danmark bør blande sig i.

Christian Juhl, færøordfører for Enhedslisten, opfordrede Sea Shepherd til at tage sagen op i internationale domstole, så man kan få stadfæstet om Danmark overholder internationale konventioner.

Aktivisterne afventer strategi
Alex Cornilessen svarede ikke på spørgsmålet, men efter høringen bekræftede han, at Sea Shepherd overvejer at anlægge sag muligvis ved EU-domstolen.

Han oplyste tillige, at organisationen tager stilling i slutningen af vinteren, om den gennemfører en kampagne igen i 2016 på Færøerne.

- Færøerne har ret til at lave de love, som de har lyst til. Færøerne har også ret til at lave internationale aftaler og er ikke omfattet at EU-love, fastslår Christian Juhl.

Sea Shephard på statsretligt vildspor
Thomas Danielsen, færøordfører for Venstre, siger, at Danmark ikke bryder nogle internationale traktater.

Han er ikke imponeret over Sea Shepherds argumentation.

- Jeg er mest forundret over, hvor lidt Sea Shepherd ved om, hvordan rigsfællesskabet fungerer og hvad det betyder for Danmark. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Sea Shepherd sender en repræsentant, som er så uvidende på dette område, siger Thomas Danielsen.

Læs: Grindelov får krydstogtskibe til at melde afbud

Ikke en del af EU
Rasmus Jarlov, færøordfører for Konservative Folkeparti tilslutter sig de to andre færøordførere.

- Sea Shepherd forstår ikke, at Færøerne ikke er en del af EU. Det er ikke i strid med nogle internationale konventioner, at grindehvaler bliver slagtet på Færøerne. Det er heller ikke noget, som Danmark skal blande sig i, siger Rasmus Jarlov.

Grindeloven strammet efter dansk nej til udlændingestramning
To år i træk, i 2014 og i 2015, har Sea Shepherd patruljeret på Færøerne og prøvet at standse grindefangsten.

Lagtinget ønskede derfor at skærpe lovgivningen på området for at sikre, at grindefangsten foregik i ro og orden.

Landsstyret, som sad i 2014, prøvede at få den daværende danske regering til at ændre udlændingeloven, så politiet havde bedre midler mod Sea Shepherd.

Lavede egen lov
Det ønske kunne den danske regering ikke indfri. Derfor strammede lagtinget grindeloven. Den blev sat i kraft i 2015, og flere Sea Shepherd-medlemmer er dømt efter den.

Grindeloven er blevet meget kritiseret på Færøerne. Henrik Weihe Joensen, rådgiver i sikkerheds-, forsvars- og beredsskabsager, mener, at grindeloven er ugyldig.

Han har indbragt sagen for retten, fordi han mener, at man har brugt to paragraffer i politiloven i grindeloven.

Forkerte stramninger
Det gælder konfiskering af transportfartøj og tilbageholdelse af mistænkte i 12 timer.

- Problemet er, at politiloven ikke er gældende for Færøerne. Man skulle hellere have lavet reguleringer i retsplejeloven og straffeloven, mener Henrik Weihe Joensen.

Han mener også, at Sea Shepherd truer Danmarks suverænitet, da de truer færøske identitet og kultur.

- Hvis retten finder grindeloven ugyldig, så kan de dømte Sea Shepherd-medlemmer i værste fald søge erstatning, påpeger Henrik Weihe Joensen.

Fleksibelt Folketing
Rasmus Jarlov og Thomas Danielsen mener ikke, at det er det store problem, hvis loven skal rettes til.

Thomas Danielsen mener heller ikke, at det nogensinde vil komme dertil, at Sea Shepherd får erstatning for at blive anholdt på Færøerne. Han siger også, Danmark ikke skal blande sig i den færøske lovgivning.

Christian Juhl er enig med Thomas Danielsen i, at Danmark ikke skal blande sig. Han mener imidlertid, at det er uheldigt, hvis man har strammet loven for meget.

Afgørelse til næste år
Hvis det var i Danmark, havde Christian Juhl været meget betænkelig ved denne lov, påpegede politikeren selv.

Retten på Færøerne forventes at komme med en afgørelse tidligt i det nye år.

Læs også: Færingene skal leve op til nye grinde-regler

Powered by Labrador CMS