Danske lufthavne dropper krav om mundbind

I Billund Lufthavn er kravet om mundbind blevet droppet fredag. Mandag følger andre danske lufthavne trop.

følge Check-In nåede kravet om brug af mundbind at gælde i 637 dage.

Der gælder snart ikke længere krav om at bære mundbind i danske lufthavne.

I Billund Lufthavn er kravet allerede blevet ophævet fra fredag morgen, og det samme kommer til at ske i Aalborg og København fra på mandag.

Det skriver branchemediet Check-In.

Ritzau har fået bekræftet oplysningen fra lufthavnene i Aalborg og København, der fortæller, at der er tale om et koordineret tiltag.

Også i Sønderborg Lufthavn bliver kravet ophævet.

Kravet om at bære mundbind i de danske lufthavne har været en af de sidste coronarestriktioner i Danmark.

Næsten to år med mundbind

Ifølge Check-In nåede kravet om brug af mundbind at gælde i 637 dage.

Baggrunden for kravet har været at forsøge at mindske spredningen af corona.

Corona er dog ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, og der er også kontrol med epidemien, vurderede Sundhedsstyrelsen torsdag.

I en pressemeddelelse skrev styrelsen, at der er lave smittetal, og antallet af indlæggelser også er lave og stabile.

På grund af situationen har Sundhedsstyrelsen lempet sine testanbefalinger. Nu er det kun i særlige tilfælde, at personer bør lade sig teste for corona.

Det gælder blandt andet personer på 65 år og derover og andre personer i øget risiko for et alvorligt forløb med corona.

Gravide er også en del af den potentielle målgruppe.

Powered by Labrador CMS