undervisning

Sådan skal danske børn lære om Grønland

Et nutidsorienteret undervisningsmateriale om Grønland har rundet en million kroner i tilskud og kan nu sættes i gang

Som Sermitsiaq.AG skrev i weekenden i artiklen ”Danske børn skal vide mere om Grønland” har Folketinget bevilget 640.000 kroner til undervisning af det moderne Grønland.

På baggrund af artiklen om undervisningsprojektet ’Det moderne Grønland’ fra Det Grønlandske Hus har projektleder Mille Schiermacher sendt redaktionen følgende uddybning af projektet:

’Projektet har til formål at lære danske folkeskole elever om Grønland og om den grønlandske befolkning – det Grønland, der er i dag, og ikke kun det Grønland, der var engang. Der er altså tale om et nutidsorienteret undervisningsmateriale, der kan være med til at skabe en nuanceret viden om Grønland hos danske børn.

Der er et stort hul i formidlingen til børn i den danske folkeskole om Grønland. Børn bør lære om Grønland på et fagligt niveau, der nedbryder stereotype forestillinger i stedet for at bekræfte dem. Dette materiale vil lægge stor vægt på de forhold, der danner det grønlandske samfund, men vil samtidig tage udgangspunkt i alle aspekter af det moderne Grønland og understrege sammenhængen frem for kun at fremhæve enkelte dele.

Læs "Danske børn skal vide mere om Grønland"

Stor uvidenhed om Grønland
Ideen til projektet er opstået ud fra den uvidenhed, der desværre stadig dominerer mange steder i det danske samfund. Ideen er også blevet til på baggrund af utallige forespørgsler om et bedre og mere opdateret materiale om Grønland. Det er altså ikke lysten til at undervise bedre om nutidens Grønland, der har været fraværende, men muligheden for det har været sparsom. Det er dette hul, vil vi forsøge at udfylde med dette nye materiale.

Undervisningsmaterialet skal være gratis og tilgængeligt for alle via internettet. Det vil dermed ikke koste skolerne noget at anvende de forskellige opgaver, vejledninger, artikler og billeder. Materialet vil blive distribueret af Det Grønlandske Hus og dettes skoletjenestes hjemmeside. En af hovedårsagerne til, at vi har valgt, at materialet skal være digitalt, er, at vi herved let kan opdatere det og derved undgå, at det bliver forældet.

Materialet bliver udarbejdet til den danske folkeskole, men vi ønsker, at det skal være af en sådan art, at de små klassetrin i Grønland også ville kunne drage nytte af materialet og bruge de grønlandske eksempler om eksempelvis landets økonomi eller infrastruktur.

Har rundet en million i projekttilskud
Projektet er bredt støttet, og vi har fået midler fra flere forskellige steder. Private fonde har støttet med 375.000 kroner. Undervisningsministeriets Tips og Lotto-pulje har senest tildelt projektet 640.000 kroner. Vi har nu rundet en million i tilskud og kan sætte projektet i gang. I ansøgningsprocessen har vi fået politisk opbakning af de to grønlandske folketingsmedlemmer Sara Olsvig, IA, og Doris Jakobsen, Siumut. Fra hver deres position i Folketinget har de hjulpet os ved at gøre opmærksom på behovet for bedre undervisning om Grønland i folkeskolen. Der skal derfor lyde en stor tak til både Sara Olsvig og Doris Jakobsen for at de danske skolebørn nu kan blive klogere på det moderne Grønland.

Vi glæder os meget til at gå i gang med arbejdet. Det er cirka halvandet år siden, vi fik ideen til projektet, og nu er vi klar’, skriver projektleder Mille Schiermacher.

Powered by Labrador CMS