Dansk udvalg bekymret for indsats for børn og unge

Grønlandsudvalget skriver i et brev til socialminister Astrid Krag, at der er en opfattelse af, at en stor del af de 80 millioner kroner, Danmark giver i støtte, er endt langt fra slutbrugerne.

(Arkivfoto)

Under åbningsdebatten i Folketinget torsdag blev opmærksomheden rettet mod det grønlandsk-dansk samarbejde på socialområdet.

Danmark har i alt bevilget 80 millioner kroner til projektet, der skal forbedre forholdene for børn og unge i Grønland. Efter at Grønlandsudvalget har været på tur til Grønland denne sommer, har udvalget sendt et brev til socialministeren, fordi udvalget er bekymret for projektet.

Det var Enhedslistens Christian Juhl, der bragte emnet på banen, da han fortalte, hvad Grønlandsudvalget havde oplevet under turen til Grønland - herunder Østgrønland:

Har skrevet til socialministeren

- Der var et spørgsmål, der gik igen flere af stederne. Det var, om det var muligt at få nogle af de mange millioner, som skal bruges til børnene, ud i bygderne, ud i områderne, hvor problemerne er, så de ikke ender inde i styrelserne inde i hovedstaden. Det var vi enige om, at vi måtte tage op, sagde Christian Juhl under et spørgsmål til Aaja Chemnitz (IA).

Aaja Chemnitz gjorde her opmærksom på, at Grønlandsudvalget har skrevet til socialministeren:

- Ja, vi har valgt at sende et brev til socialministeren om, at de er vigtigt, at de her penge også kommer ud at arbejde.

IA-politikeren sagde videre, at det er vigtigt, at pengene ikke bare går til, at den grønlandske Socialstyrelse vokser sig større i Nuuk, men at pengene også kommer ud og arbejder lokalt.

- Endt langt fra slutbrugerne

Sermitsiaq.AG har set udvalgets brev til socialministeren, og her står der blandt andet, at udvalget under sin rejse har oplyst, at flere initiativer er gået i stå:

- Der er ingen tvivl om, at man i Tasiilaq gør et stort arbejde. Der er heller ikke tvivl om, at den særlige bevilling på 80 mio. kr. til udsatte børn og unge i Grønland er nødvendig.

- Vores samtaler med borgere og fagpersoner tegner dog et billede af, at der er et stort arbejde forude. I Tasiilaq har man efter det oplyste indstillet tre initiativer; familiebehandling, værested og sagsbehandlingshjælp, og der er en opfattelse af, at en stor del af de 80 mio. kr. er endt langt fra slutbrugerne, skriver udvalget til socialministeren.

Det har tidligere været fremme, at der i samarbejdet mellem Danmark og Grønland er et stort fokus på at få rettet op på selve sagsbehandlingen og også få styr på udvalgte statistikker som et led i at få mere overblik over den sociale situation og ikke mindst være i stand til at følge udviklingen.

Powered by Labrador CMS