Dansk opdagelse: Cannabis skader måske sæden

Vi bør ikke legalisere hash, før vi ved mere, mener forsker.

Danske forskere har fundet et såkaldt endocannabinoidt system i testiklerne.

Mere præcist betyder det, at mænds testikler indeholder nogle biologiske systemer, som formentlig kan blive påvirket af cannabis. Det skriver Videnskab.dk.

Systemet afhænger fra naturens side ikke af at blive påvirket af at ryge joints eller indtage alternativ medicin med cannabinoider i.

Kroppen producerer selv de molekyler, som påvirker systemet, men alligevel kan udefrakommende cannabinoider formentlig også påvirke kroppens funktioner, herunder altså produktionen af sædceller.

Professor: Vent med at legalisere

Professor Niels Skakkebæk, der er en af de danske hovedkræfter bag fundet, mener, at vi skal slå bremsen i i forhold til at legalisere hash, indtil vi bedre kender bivirkninger, herunder risiko for dårlig sædkvalitet ved rygning af marihuana.

Læs mere på Videnskab.dk: Danske forskere: Mænds dårlige sædkvalitet er »akut« og »skræmmende«

- Man skal være forsigtig med at konkludere for meget på betydningen af et fund i ét enkelt studie, men det er tankevækkende, at det her system er så specifikt og udbredt i den menneskelige testikel.

- Man må forvente, at systemets tilstedeværelse i testiklerne gør, at det at ryge marihuana har en effekt på sædkvaliteten, hvilket også flugter med, at vi i et tidligere studie faktisk har vist, at mænd, der røg marihuana, havde lavere sædtal, siger Niels Skakkebæk, der er professor ved Københavns Universitets Institut for Klinisk Medicin og Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktioner, da Videnskab.dk fanger ham på telefonen.

Undersøgt testikelvæv fra 15 danske mænd

I det danske studie har forskerne fra Rigshospitalet undersøgt normalt restvæv fra 15 personer, der fik fjernet testiklerne på grund af testikelkræft.

Testikelvævet har de undersøgt med forskellige analysemetoder. Blandt andet har de benyttet antistoffer mod forskellige dele af det cannabinoide system for at se, om antistofferne kunne finde noget at binde til i testikelvævet og dermed bekræfte komponenternes tilstedeværelse.

Læs mere på Videnskab.dk: Dansk rapport: Her er konsekvenserne af hashrygning.

Derudover har de lavet forskellige RNA- og DNA-undersøgelser for at bevise tilstedeværelsen af blandt andet en af de centrale molekyler i det cannabinoide system.

Komponenterne i det cannabinoide system var til stede på forskellige tidspunkter af celledelingen, der munder ud i produktionen af svømmefærdige sædceller.

Produktionen af sædceller er en følsom proces

Betydningen af fundet kan man endnu ikke sætte to streger under.

Men ifølge Niels Skakkebæk vil det være en nærliggende tanke at tro, at når man påvirker det cannabinoide system under dannelsen af sædceller, vil det skubbe til en hårfin balance, der helst ikke skal skubbes til.

- Reproduktionssystemet hos både mænd og kvinder er jo fundamentalt i vores biologi, og produktionen af sædceller sker i en følsom proces mellem hormoner og celler i forskellige udviklingsstadier samt kommunikationen mellem disse celler. Denne proces kan muligvis påvirkes af blandt andet at ryge marihuana, siger Niels Skakkebæk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Hvorfor falder sædkvaliteten blandt vestlige mænd?

Indledende forsøg: Medicinsk cannabis gør hjernen mere aktiv

Hvorfor bliver man afhængig af hash?

h

Powered by Labrador CMS