Dansk Folkeparti kræver del af grønlandsk bloktilskud øremærket
Dansk Folkeparti forlanger nu, at en del af det godt tre milliarder store årlige bloktilskud til Grønland fremover øremærkes med det formål at afhjælpe en række af de særlige sociale dårligdomme, der kendetegner det grønlandske samfund.
- Det går ikke længere, at Danmark sender penge af sted i en lind strøm - og blot sætter det blinde øje for kikkerten, når det gælder de fuldstændigt uacceptable sociale forhold, der hersker i Grønland, siger Søren Espersen, Dansk Folkepartis Grønlandsordfører og medlem af Grønlands Selvstyrekommission til NetPressen.
- Hvis man i det hele taget sammenligner med de øvrige nordiske lande har Grønland negativ rekord på snart sagt alle sociale områder. Der bør ikke længere være tvivl om, at de generelle sociale samfundsstrukturer, som vi kender i resten af Norden, ikke eksisterer i Grønland - og at politikerne i Grønland ikke har den nødvendige vilje til at tvinge de nødvendige ændringer igennem, siger Søren Espersen.
- Hvis der er problemer med børnehjemsbørn i Rumænien er vi i Danmark mere end parate til at kræve politisk handling. Men når børn i Grønland - danske statsborgere og med dansk pas - systematisk udsættes for overgreb, løfter vi ikke en finger for at komme dem til undsætning.
- De nye fuldmagtslove og Hjemmestyreloven betyder, at Folketinget ikke har noget at skulle have sagt. Men i forbindelse med de milliarder, vi hvert år sender af sted til Grønland, har vi derimod en rigtig god mulighed for at tvinge ændringer igennem. Og det vil vi så gøre ved fremover at øremærke en del af bloktilskuddet til at sikre en social reform i Grønland, siger Søren Espersen.