rigsfælleskabet

Dansk avis advarer: Et græsk Grønland kan lure

- Bruger Naalakkersuisut penge, de ikke har, lurer et græsk Grønland, skriver Politiken

- Hvis Grønland skal kunne finansiere sin fremtidige velfærd, må de politiske partier skabe brede forlig om de mest grundlæggende vilkår for Grønlands fremtidige erhvervsudvikling.

Sådan skriver Dagbladet Politiken mandag i sin leder.

- Bloktilskuddet fra Danmark er låst med selvstyreaftalen, og det vil være en rigtig dårlig udvikling for både Grønland og Danmark, hvis det går så galt, at Grønland må bede om flere penge. Faren er reel, og det nye Naalakkersuisuts mange løfter om både store anlægsarbejder og milde gaver til vælgerne gør den ikke mindre. Bruger Naalakkersuisut penge, de ikke har, lurer et græsk Grønland, der finansierer velfærd ved lån på ryggen af den stærke krone uden at få gennemført de reformer, der skal til for at skabe fast bund under samfundsudviklingen, påpeger den danske avis.

Læs: Kæmpe underskud: Derfor er det gået helt galt

Læs: Olsvig kritiserer kæmpe underskud i landskassen

Ifølge Politiken bør formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut ’gøre alt, hvad der står i hans magt for at sikre et bredt politisk forlig om økonomisk genopretning’.

- Det vil også være den politik, der er bedst egnet til at tiltrække de private investeringer, Grønland har så hårdt brug for. Investeringerne kommer først, når Naalakkersuisut har skabt forudsætningerne for det, blandt andet ved at genopbygge et tillidsfuldt samarbejde med andre partier, arbejdsmarkedets parter - og Danmark, fremhæver lederartiklen i Politiken og fastslår afslutningsvis:

- Nøglen til Grønlands fremtid brydes ikke ud af Kvanefjeldet (Kuannersuit, red.). Den ligger hos den grønlandske befolkning og blandt de politikere, den har valgt.

Læs: Demokraterne om 2015: Hårde forandringer venter

Powered by Labrador CMS