Øje i det høje

Dansk Arktis-satellit er sendt vellykket i kredsløb om Jorden

Der er meldinger om, at opsendelsen af det danske forsvars første satellit går efter planen. Den skal blandt andet overvåge skibs- og flytrafik i Arktis.

Offentliggjort

Forsvarets første satellit, som skal overvåge området over Arktis, er fredag morgen blevet sendt vellykket op i rummet.

Det fortæller Charlotte Havsteen, som er chef for Forsvarets Center for Operativ Oceanografi under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Det er dog først, når satellitten flyver over Aalborg, at Forsvaret ved, om den fungerer. Satellitten flyver fra pol til pol og er fredag formiddag på vej vestover fra Kina mod Aalborg.

- Vi har fået en melding om, at satellitten er kommet op, og at den er i sin bane. Nu venter vi fire timer, til den passerer hen over Aalborg, hvor vores antenne er, for at se, om der er liv i den, siger Charlotte Havsteen.

LÆS OGSÅ: 'Ulloriaq' skal hjælpe forsvaret med at overvåge Arktis

Mini-satellitten, som går under navnet Ulloriaq, blev opsendt med den kinesiske raket Long March 2D fra en rumhavn i Gobi-ørkenen i Mongoliet.

Det er DTU Space, som har udviklet satellittens indmad, mens GomSpace har leveret satellitten, og Forsvaret har indgået kontrakt på projektet.

Projektet er et forsøg på en ny måde at arbejde med overvågning i Arktis, som er blevet vigtigere de seneste år, fordi der er mindre is. Dermed er der mere aktivitet i området.

- Der er altså både flere skibe, flere fly, flere forskere og flere turister, og det er Forsvarsministeriets ansvar at gå ind og hjælpe, hvis der sker et uheld, Charlotte Havsteen.

- En satellit er det rigtige værktøj at bruge, hvis man skal overvåge, hvem der er i området, og hvad de laver, siger hun.

Samtidig er der mere fokus på Arktis af sikkerhedspolitiske årsager.

Man regner med, at satellitten er funktionsdygtig i minimum et par år, men nogle kan holde i op til syv år.

- Det er en lille lækker sag, der er ikke er særlig dyr, så man kan sende flere op, hvis det viser sig at være en succes, siger Charlotte Havsteen.

Powered by Labrador CMS